Britpop supreme fra Manchester

Bliver i så ussel stemning af den nutidige Morrissey i forrige indlæg – den trætte selvforelskelse, den hæmmende forfængelighed, det taveligt spillende band, de farveløse numre – der simpelthen opstår et akut behov for at poste noget musik, der forklarer hvorfor vi i det hele taget orker ofre ham så meget opmærksomhed her på siden. Så her er han med The Smiths, og en verden til forskel, med et heftigt Meat Is Murder-skifflenummer (!), der oprindeligt skulle have været udsendt som single, men aldrig blev det. Det gør nu hverken sangen dårligere eller mindre enestående. Så go, Johnny, go – blow away the sorry sound of Morrissey’s shabby soloband…

Skriv et svar