Svært at høre denne klassiske postpunk-single med Bauhaus fra april 1983 uden at tænke på Suede og hvor stærkt et udspil ‘She’s In Parties’ ville have været for Brett Anderson & co. lige nu, hvis altså ikke Bauhaus havde skrevet og indspillet den først. For nummeret lyder voldsomt meget som Suede. Mon ikke guitarist Richard Oakes har en Bauhaus-opsamling eller to liggende i sit hjem? Det lyder positivt ment sådan…
“Why don’t you stand up? Is this a cinema or what?”; Ian McCulloch i 3 Falke. Foto: Gorm Valentin
Det er årsdagen for Echo and the Bunnymen’s første show i DK i 1983. I dag lyder det ikke af meget, men da lå Liverpool-bandet godt til blandt postpunkens bedste nye rocknavne. Et var Bunnymen’s fornemme pladeindspilninger, noget andet deres formidable styrke som liveband, hvis ry forlængst havde spredt sig. Også til Frederiksberg, hvor der den onsdag aften var fyldt godt op i biografen/teatersalen 3 Falke i Falkonercenteret. Bunnymen indtog scenen med en opsætning, hvor trommeset stod langt fremme mod scenekant i venstre side. Hvilket gav mening med en så dynamisk spiller som Pete De Freitas, faktisk en hovedrolleindehaver i bandet. I den kategori var naturligvis også Ian McCulloch, der lige nu kæmper sin kamp for at komme bare nogenlunde igennem aftenerne på en skandaleombrust engelsk tour. I 1983 var den eneste skandale, at han med sit band endnu ikke var blevet et stort navn. Bunnymen fik dog mange nye venner den aften. Her et klip fra 1981, der måske viser hvorfor. På en fransk festival gør Bunnymen præcis det, der gjorde dem så specielt medrivende og uovervindelige som medrivende liveband…
Hallo, Morrissey. Der bliver spurgt til det nye album, der udkom sidste fredag. Min webmaster synes vistnok grundlæggende, at vi ikke skal beskæftige os med ham her. Sådan har jeg det ikke selv. Dels fordi det kun vil spille bolden i fødderne på Morrissey’s eget selvynkende Jeanne d’Arc-martyrium som cancel-offer. Men især fordi hans musik, altså den han udsendte indtil det gik galt og bitterheden flyttede ind i det inderste hjertekammer, den han endnu kunne frembringe mens han omgav sig med så perfekte sang-kuglestøbere som Alain Whyte og Boz Boorer i sit band, stadig høres her med uformindsket glæde.
Sådan er det ikke med dette nye album, hans første i flere år. Noget af det som altid har været en enorm styrke ved Morrissey’s sange er den umiskendelige og stærke identitet, de har båret. Æstetikken samt den pophistoriske bevidsthed at lave musik ud fra, niveauet og særegenheden i hans sanglyrik, de faste melodiske veje hans vokalmelodier ville tage; udsøgte, ubesværede, uforudsigelige dog logiske, altid så 100%…Morrissey. Den grundfølelse af identitet er visket ud på størstedelen af de 12 numre der udgør Make-Up Is a Lie. Mange af dem lyder som stykker, der kunne tilhøre hvilketsomhelst rytmisk musikkonservatorium med elever, der nok har know-how samt teknik, men endnu søger forgæves efter deres egen personlige tone og faste kurs.
Det giver en stilforvirret rodebutik, sangeren med den stadig store stemme flakser rundt ovenpå. Fra en forbløffende steril moderne pop (titelnummeret) over tam sequencer-MGP (Notre Dame’) til defensiv funkrock (‘The Night Pop Dropped’). En af de tinge man knuselskede ved Morrissey var, at han af alle aldrig ville nærme sig funkrock, men her er vi altså nu. Og det enorme potentiale ind i ordenes verden udfordres alt for lidt på sange med sigende anti-titler a la ‘Kerching Kerching’ og ‘Zoom Zoom The Little Boy’. Vi taler altså om manden bag så episke sange og titler som ‘Last Night I Dreamt Somebody Loved Me’ og ‘Now My Heart Is Full’, ja, kollapset er nærmest totalt.
For at føje spot til skade, slutter albummet med en Alain Whyte-sang, der pludselig, efter tre kvarters musikalsk husmodersvømning, giver noget af det Morrissey kunne engang og blev så elsket for. På ‘The Monsters Of Pig Alley’ (igen en tarvelig Moz-sangtitel) har han pludselig noget så sjældent som en regulært god sang at arbejde med, en han leverer vokalt med stort overskud og ubesværethed. Her forsvinder forbeholdene og tvivlen, musikken gløder varmt, det er manden selv og ikke hans indædte forsmåethed der synger. Men det er alt for lidt, alt for sent.
Her istedet en ny sang der slet ikke kom med på albummet, denne også med musik af vores favorit Alain Whyte. I omkvædet af ‘Hello Hell’ (endelig en klassisk skarp Moz-sangtitel) genopleves Morrissey’s gamle legende, depri-triumferende lethed, samt den elegant melodiske throwawaypop-kvalitet som nærmest forsvandt efter You Are the Quarry. Og det er 22 år siden. Nu trygler den velklædte rigmand sine tilhængere om at støtte ham ved at købe hele to eksemplarer af dette nye album. Hvis han da ikke ligger søvnløs på luksushoteller i Valencia og aflyser næsten aftens koncert samme sted af samme grund. Det har så sandelig været en lang rejse, bare for at kunne sige hallo til helvede…
Cindy Ecstacy, Soft Cell’s drugdealer og kemiske muse, som de mødte i hendes embeds medfør på klubscenen i New York i 1981. Snart sang hun med på nogle af deres tidlige sange – ‘Seedy Films’, og hitsinglen ‘Torch’ er to nævneværdige – og optrådte sammen med Marc og Dave på Top of the Pops. Her er hun også med dem på et fransksproget TV-program, hvor Leeds-elektroduoen først giver ‘Seedy Films’, derefter uovervindelige ‘Say Hello, Wave Goodbye’. Men Cindy Ecstasy, hun forsvandt igen. Gik hun tilbage til sit arbejde med håndapoteket? Der var senere diverse rygter om, at hun drev en B&B i en engelsk kystby, var blevet advokat i Los Angeles eller også manuskriptforfatter i Hollywood, men intet konkret, intet fast. Hendes videre eksistens forblev en gåde. Hvad blev af Cindy Ecstacy?
Bruce Springsteen har på dagens nye overraskende single, en cover af The Pogues’ vidunderlige ‘A Rainy Night In Soho’, tydeligvis lyttet godt efter Nick Cave’s vokale fremførsel af sangen fra begravelseskirken i Tipperary, da Shane MacGowan blev sendt afsted, som det sprogligt hedder sig på på irsk. Cave sang den helt nøgternt, underspillet, tydeligvis med stålsat koncentration på ikke at lade tårerne tage over dér midt i kirkerummet. Hvilket næsten lykkedes. Man kan nok ikke beskylde Springsteen for at lægge noget nyt til MacGowan’s London-sansende evergreen, men hvor er det dejligt endelig igen at opleve hans karakteristiske malmstemme omfavne en sang af så høj og ædel klasse. Det var blevet længe siden sidst.
Peter Doherty var i København i lørdags. Modtog et billede over midnat fra en veninde. Hun stod i en tom hotelfoyer på Frederiksberg og kiggede ind i kameraet. Hvilende indover hende med lukkede øjne og et fredfyldt ansigt, nærmest som et forvokset barn i drøm, stod en ulasteligt klædt Pete. Et overraskende men også overraskende harmonisk syn. I dag fylder manden bag The Libertines, Babyshambles og en række meget forskellige plader i eget navn 47. Måtte tjekke efter på Wiki, for det er som om han har været her meget længere, altid på vej til eller fra, skydende op eller styrtende ned. Engang udsendte han farlige og farligt lyriske plader fra kanten af livet, men siden han skiftede heroin ud med fransk ost – en klog beslutning! – er der ikke så mange blå blink eller dødsskygger omkring hans øjne. Et hævet glas fra denne blog til en af de store originaler og ditto sangskrivere i engelsk musik.
I går kunne man ovenpå en skandaløs Echo and the Bunnymen-tourstart, hvor det åbenbart igen har vist sig, forsanger McCulloch hverken fysisk eller mentalt er istand til at holde sit show professionelt kørende, læse en malmstrøm af SoMe-kommentarer med vred, opgivende kritik af McCulloch og Bunnymen’s havari lige nu, samt de senere år.
Ved ikke om albumaktuelle Morrissey har læst med og djævlen i ham fået lyst til at udfordre McCulloch på håbløs adfærd. Men disse to officielle meddelelser i dag fra Valencia, hvor Morrissey i aften har et udsolgt show på Palais de les Arts kunne tyde på det…
Østerbro’s Iceage, som har været forsvundet/savnet mens bovlanterne Elias Rønnenfeldt har været travlt optaget af solokarriere, er ud af ingenting tilbage med denne nye single. ‘Star’ lyder pragtfuldt lovløst af Iceage, men har også umiddelbart hørt herfra bismag af så forskellige ingredienser som slackerne – nej, ikke staklerne – fra Pavement og de lidt mere uligevægtige afkroge et larmende sted i The Cure’s fortid. Først og fremmest er Iceage dog som altid helt deres egne, en væsentlig styrke…
Her er final artwork og den endelige tracklist til Thåström’s dbl-livealbum med den prægtige titel Flytta Isbergen, Vattna Svärmorstungan, Ta Med Soporna Ut, der udsendes 1. maj. Iøvrigt en skæv detalje at ‘Isbergen’, den ofte spillede sang albumtitlen er en tekstlinje fra, ikke har fundet vej til pladen.
DOM SOM SKINER MAGISKT OÄNDLIGT INGEN NERÅTSÅNG SOLEN I DEN VÄNSTRA KÖRKARLEN PAPPERSTUNNA VÄGGAR FLICKA MED GULD INGEN SJUNGER BLUES SOM JEFFREY LEE PIERCE MÄRK HUR VÅR SKUGGA LÅNGTBORT SÖDRA KORSET FLYKTSODA MISS HUDDINGE -72 ALLA VILL TIL HIMLEN DET BÄSTA AV ALLT
Ikke bare et album, men et dobbeltalbum. Næste stop er en tracklist.
1 Maj släpps live-albumet ”Flytta isbergen, vattna svärmorstungan, ta med soporna ut” Under 2022-2025 spelades flera konserter in. Spelningar i Stockholm, Malmö, Göteborg och Köpenhamn mixades av Sanken Sandqvist och Niklas Hellberg i Toytown studio Stockholm/Palma vilket resulterade i 15 låtar som nu format ett dubbel-album.
Vi bliver nødt til lige at følge Suede-touren til dørs, for efter en hviledag ovenpå Royal Arena havde Berlin-showet i aftes i den dystopisk navngivne Uber Eats Music Hall ved Warschauer Strasse en lidt kortere men vel faktisk endnu mere prangende setliste end København…
DISINTEGRATE ANTIDEPRESSANTS TRASH ANIMAL NITRATE THE DROWNERS KILLING OF A FLASH BOY PERSONALITY DISORDER HE’S GONE FILMSTAR CAN’T GET ENOUGH JUNE RAIN SHE STILL LEADS ME ON SHADOW SELF TRANCE STATE LIFE IS GOLDEN (piano version) EVERYTHING WILL FLOW SO YOUNG METAL MICKEY BEAUTIFUL ONES + + + THE ONLY WAY I CAN LOVE YOU
Det bliver ikke lysere uden grund. Kalenderen fortæller der i dag er præcis én måned til Love Shop i Birkerød starter den tour, der kommer landet rundt. Vi ser frem!
Michael Strunge endte i dag for 40 år siden sit korte liv, da han sprang ud ad vinduet fra sin lejlighed tæt på Søerne i København. Han blev kun 27 og vil således forblive ung i vores erindring, ligesom han for altid som digter også derfor vil være der for nye generationer som deres helt egen skytshelgen. At Strunges litterære brydetag med den moderne verden dog også kan læses af – og inspirere – andre end unge, skal der ikke herske tvivl om. Her er det svenske Thåström som med højt afsæt i Strunges digtsamling Væbnet med vinger (1984) synger sin egen flimrende verden ud på ‘Beväpna Dig Med Vingar’. På singlecoverets tegning ses en nærmest svimmel storby under nat. En mægtig stjerne står centralt lysende på himlen over den. I dag lader vi her denne stjerne være Michael Strunge…
…Berlin, måske findes der et aldrigt fremkaldt billede af en pige på Kürfürstendamm der i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin mit hoved er så uklart hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?