
En af de bedste opsamlinger nogensinde vel, New Order’s samlede 12’er-versioner af deres singler fra debuten ‘Ceremony’ frem til og med ‘True Faith’, blev udsendt 17. august 1987…

En af de bedste opsamlinger nogensinde vel, New Order’s samlede 12’er-versioner af deres singler fra debuten ‘Ceremony’ frem til og med ‘True Faith’, blev udsendt 17. august 1987…

Typisk New Order: 15 september 1986, kun 14 dage før udgivelsen af Brotherhood, Joy Division-sorggruppens fjerde album, udsendes en ny single, som IKKE er inkluderet dér. ‘State Of The Nation’ er dog omvendt noget så atypisk som en New Order-single, hvis titel rent rent faktisk indgår i teksten, endda synges i omkvædet. B-siden er en IMHO bedre og mere rummelig version af samme nummer kaldet ‘Shame Of The Nation’, hvor den meget Barney-funky rytmeguitar fra A-siden er pist borte, erstattet af flere køligt bankende elektro-sequencers. Det er den og dem vi hører her. Singlecoveret herover er endnu en Peter Saville-masterclass for Factory Records…

Nej, denne side var ikke tilstede ved dette aftenshow for to år siden i Värmland-byen Arvika, men havde nogen kunne forudse musiknedlukningen i 2020, ja, så var vi nok taget afsted. Oplevede dog Thåström en lille uge efter på Haven i København, og igen tre dage efter på Stortorget i Malmö City. Lige nu er det ikke nok…
Akron, Ohio-bandet som David Bowie udtalt drømte om at producere, vistnok endda i Tokyo. Det skete desværre aldrig. Istedet tog Brian Eno sig af deres debutalbum Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! (august 1978), hvorpå dette nummer findes…
Et af de nye elektroniske albums, jeg lytter til for tiden, er Room With A View med Rone – der dækker over den franske musiker Erwan Castex. Musikken er oprindelig blevet til i forbindelse med et samarbejde om danseteater med Ballet National de Marseille. Ovenfor er “La Marbrerie”, der med sin kombination af ambient-flader og langsomme beats på en god måde vækker minder om Boards of Canada, der, som navnet antyder, er fra Skotland. (Og hvad blev der egentlig af dem?)
Og herunder er titelnummeret – med dans til, så man kan se, hvad kunstnerne havde i tankerne, inden COVID-19-pandemien kom og lukkede teateret i Marseille.
Juli er virkelig vendt på hovedet; kompetetive fodboldkampe hver eneste aften, og pladeudgivelser, der i trængsel nærmest snubler over hinanden. Her er dagens nye single med Nikolaj Nørlund, der søndag aften i Haveselskabet ved Frederiksberg Have for første gang i fire-fem år løftede den nørlundske sangskat med et rockband i ryggen. Her synger han sig dog ud i et mere vibrerende skrøbeligt regi. Også det klæder ham.
Her er “For Sure”, et nyt nummer med Future Islands. Billedsiden lever op til gruppens navn i usædvanligt høj grad. Når menneskene er væk, er der kapløb mellem de selvkørende biler.

M’s ‘Pop Muzik’ var et af de allerstørste hits i 1979, indevarslende en ny tid af distanceret ironi og stramme robotsynths. M – AKA englænderen Robin Scott – forsvinder hurtigt igen som et klassisk one hit wonder, efterladende sig et par ligegyldige albums, der kun overlever i hukommelse takket være ‘Pop Muzik’. Kunne det have været en anderledes historie? Måske, for M’s debutsingle ‘Moderne Man’ fra 1978 peger i en langt mere legesyg og trash-glammet retning. ‘Moderne Man’ genindspilles til M’s debutalbum, men er da tæmmet ned fra sin her nærmest Duran Duran-agtige popsleaze…

Fem år siden i aften at Thåström spillede Postbahnhof am Ostbahnhof i Berlin, der den dag lå i bemærkelsesværdige 36-37 graders varme. En stærk og stærkt sveddryppende ovn af en aften foran 300 opløste mennesker, næsten alle svenske, der endte i gigantiske tordenbrag og skøn dommedagsregn, da man gik forløst ud i natten bagefter. Her aftenens setliste…


Love Shop 3-touren senere på året udvides nu. Da den første aften på Hotel Cecil i København er udsolgt, arrangeres et ekstra-show 7. december samme sted. Billetter er netop sat i salg. Vi ser frem!
Det var en mild aften sidst i august 2018 i Stockholm. Denne side havde taget X 2000-toget op for at se Thåström’s allersidste show på touren for Centralmassivet, der små ti måneder tidligere var begyndt med to højspændte udladninger i Liseberghallen i Göteborg. I sin hjemby kom en hvidklædt Thåström perfekt i mål denne aften med sit band, det foran en tætpakket plads i tivoliet Gröna Lund på Djurgården. I går blev dette videoklip fra den aftens ‘Old Point Bar’ udsendt…

Var meget på The Stranglers som teenager. Faktisk var deres ‘(Get A) Grip (On Yourself)’ et af de første 5-6 punknumre, jeg overhovedet hørte, så de indtog straks en central plads. Investerede entusiastisk i debuten Rattus Norvegicus (1977), opfølgeren No More Heroes (1977) og Black and White (1978), alle tre særegne albums med stor stilistisk diversitet og en sjælden musikalsk dygtighed indenfor punkens dengang endnu så snævre rammer.
Men allerede da, midt i teenage-hengivenhed til dem, lå det i luften, at The Stranglers også havde en anden side. For hvor bands som The Clash, The Ramones, The Jam, ja, selv Sex Pistols fremstod for os kids som en slags ældre og kærligt oplærende/informerende storebrødre – ja, mødte selv dengang The Ramones og The Clash, og de var trods deres punk-heftighed virkelig enormt…søde! – så var The Stranglers mere den indebrændte onkel, familiens sorte får, ham der kunne være rå, ubehagelig og ondskabsfuld uden at gøre sig det mindste umage.
The Stranglers’ karikerede kvindesyn var allerede dengang til debat, bandet tævede musikjournalister som havde anmeldt dem dårligt, og de holdt konfronterende koncerter, der ofte endte i slagsmål og hærværk. The Stranglers fremstod ofte mindre udadtil som et band end som en bande, fire semi-hools, hvis primitive råhed altid lå og ulmede, selv i bandets på overfladen indimellem overraskende stemningsforfinede musik.
Derfor naglede The Guardian det så perfekt da de i deres nekrolog først i maj for The Stranglers’ corona-afdøde keyboardvirtuos Dave Greenfield havde følgende overskrift: Dave Greenfield: putting beauty at the rotten heart of the Stranglers. For det var jo sådan det var, skulle man være ærlig overfor sig selv; The Stranglers’ bankende hjerte var sin vitalitet tiltrods pilråddent.
Jeg opgav efter de tre første albums Guildford-bandet som mere end afstandsuforpligtende guilty pleasure, men må stadig tilstå et vist musikalsk blødt punkt for vel 10-15 af de numre fra dem, der kommer med den så sært kortluntede skønhed. ‘All Roads Leads To Rome’ fra Feline (1983) – bandets overraskende vellykkede plyndringstogt ind i den tids nye synthbaserede popmusik – er et af dem…

Og Ian Curtis tager en nat sit liv i et køkken i Macclesfield. Og han indtager ubesværet en helgenplads i postpunkens himmelhvælving. Og Joy Division bliver til New Order. Og en rejse fra mørke mod lys påbegyndes. Og en af dens funklende stjerner tændes i 1986 som singleversionen af ‘Bizarre Love Triangle’. Og i går meddeler New Order på Instagram, at netop det så sjæleopløftende nummers promovideo er blevet opgraderet til high definition. Og det er vores undskyldning for at kunne glædes over det lige her. Og Ian Curtis må hjertens gerne se med derude fra, skulle det være ham muligt. Og mon ikke også han vil føle en vis stolthed over, det der blev af det der var?

Nation Of Language fra Brooklyn, New York City, spiller 1980’er-sulten synth-pop, og har netop udsendt debutalbummet Introduction, Presence. ‘Automobile’ derfra er en sangtitel med indbygget bevægelse i…
Fra England forlyder det, Soft Cell er igang med at indspille nyt album. En overraskelse, eftersom elektroduoen spillede et stort anlagt farvelshow i London’s O2 Arena forrige år. Sker det nye album virkelig – og det gør det altså ifølge Dave Ball’s udtalelser til Evening Express – vil det kun være Soft Cell’s femte nogensinde, og det første siden 2002. Nej, man har ikke overfodret sine tilhængere med nye sange gennem årene. Så late night-intime og lowlife-hjemvante lød drengene fra Leeds på debutalbummet Non-Stop Erotic Cabaret i december 1981…