Kategoriarkiv: Elektronisk

Devo sendt afsted

David Bowie sagde i 1977 om Akron, Ohio-bandet Devo, at de var fremtidens band. Set baglæns havde Bowie ikke helt ret, for Devo var nok mere blot den tids forestilling om, hvordan morgendagens musik ville lyde og se ud, helt kantet, følelsesbedøvet, mekanisk og endimensionel. I Europa blev de aldrig store, her i landet kender vi først og fremmest Devo indirekte via deres enorme indflydelse – også visuelt – på vores eget nyrock-flagskib Kliché. Dags dato i 1978 udkom debutalbummet Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!, produceret af Brian Eno og produktions-assisteret undervejs af føromtalte Bowie…

Art of the cover

Typisk New Order: 15 september 1986, kun 14 dage før udgivelsen af Brotherhood, Joy Division-sorggruppens fjerde album, udsendes en ny single, som IKKE er inkluderet dér. ‘State Of The Nation’ er dog omvendt noget så atypisk som en New Order-single, hvis titel rent rent faktisk indgår i teksten, endda synges i omkvædet. B-siden er en IMHO bedre og mere rummelig version af samme nummer kaldet ‘Shame Of The Nation’, hvor den meget Barney-funky rytmeguitar fra A-siden er pist borte, erstattet af flere køligt bankende elektro-sequencers. Det er den og dem vi hører her. Singlecoveret herover er endnu en Peter Saville-masterclass for Factory Records…

Et værelse med udsigt

Et af de nye elektroniske albums, jeg lytter til for tiden, er Room With A View med Rone – der dækker over den franske musiker Erwan Castex. Musikken er oprindelig blevet til i forbindelse med et samarbejde om danseteater med Ballet National de Marseille. Ovenfor er “La Marbrerie”, der med sin kombination af ambient-flader og langsomme beats på en god måde vækker minder om Boards of Canada, der, som navnet antyder, er fra Skotland. (Og hvad blev der egentlig af dem?)

Og herunder er titelnummeret – med dans til, så man kan se, hvad kunstnerne havde i tankerne, inden COVID-19-pandemien kom og lukkede teateret i Marseille.

Send Flere sange

Juli er virkelig vendt på hovedet; kompetetive fodboldkampe hver eneste aften, og pladeudgivelser, der i trængsel nærmest snubler over hinanden. Her er dagens nye single med Nikolaj Nørlund, der søndag aften i Haveselskabet ved Frederiksberg Have for første gang i fire-fem år løftede den nørlundske sangskat med et rockband i ryggen. Her synger han sig dog ud i et mere vibrerende skrøbeligt regi. Også det klæder ham.

Pop muzik?

M’s ‘Pop Muzik’ var et af de allerstørste hits i 1979, indevarslende en ny tid af distanceret ironi og stramme robotsynths. M – AKA englænderen Robin Scott – forsvinder hurtigt igen som et klassisk one hit wonder, efterladende sig et par ligegyldige albums, der kun overlever i hukommelse takket være ‘Pop Muzik’. Kunne det have været en anderledes historie? Måske, for M’s debutsingle ‘Moderne Man’ fra 1978 peger i en langt mere legesyg og trash-glammet retning. ‘Moderne Man’ genindspilles til M’s debutalbum, men er da tæmmet ned fra sin her nærmest Duran Duran-agtige popsleaze…

Thåström i Østberlin

Fem år siden i aften at Thåström spillede Postbahnhof am Ostbahnhof i Berlin, der den dag lå i bemærkelsesværdige 36-37 graders varme. En stærk og stærkt sveddryppende ovn af en aften foran 300 opløste mennesker, næsten alle svenske, der endte i gigantiske tordenbrag og skøn dommedagsregn, da man gik forløst ud i natten bagefter. Her aftenens setliste…

CentralStockholm

Det var en mild aften sidst i august 2018 i Stockholm. Denne side havde taget X 2000-toget op for at se Thåström’s allersidste show på touren for Centralmassivet, der små ti måneder tidligere var begyndt med to højspændte udladninger i Liseberghallen i Göteborg. I sin hjemby kom en hvidklædt Thåström perfekt i mål denne aften med sit band, det foran en tætpakket plads i tivoliet Gröna Lund på Djurgården. I går blev dette videoklip fra den aftens ‘Old Point Bar’ udsendt…

Problemet The Stranglers

Var meget på The Stranglers som teenager. Faktisk var deres ‘(Get A) Grip (On Yourself)’ et af de første 5-6 punknumre, jeg overhovedet hørte, så de indtog straks en central plads. Investerede entusiastisk i debuten Rattus Norvegicus (1977), opfølgeren No More Heroes (1977) og Black and White (1978), alle tre særegne albums med stor stilistisk diversitet og en sjælden musikalsk dygtighed indenfor punkens dengang endnu så snævre rammer.

Men allerede da, midt i teenage-hengivenhed til dem, lå det i luften, at The Stranglers også havde en anden side. For hvor bands som The Clash, The Ramones, The Jam, ja, selv Sex Pistols fremstod for os kids som en slags ældre og kærligt oplærende/informerende storebrødre – ja, mødte selv dengang The Ramones og The Clash, og de var trods deres punk-heftighed virkelig enormt…søde! – så var The Stranglers mere den indebrændte onkel, familiens sorte får, ham der kunne være rå, ubehagelig og ondskabsfuld uden at gøre sig det mindste umage.

The Stranglers’ karikerede kvindesyn var allerede dengang til debat, bandet tævede musikjournalister som havde anmeldt dem dårligt, og de holdt konfronterende koncerter, der ofte endte i slagsmål og hærværk. The Stranglers fremstod ofte mindre udadtil som et band end som en bande, fire semi-hools, hvis primitive råhed altid lå og ulmede, selv i bandets på overfladen indimellem overraskende stemningsforfinede musik.

Derfor naglede The Guardian det så perfekt da de i deres nekrolog først i maj for The Stranglers’ corona-afdøde keyboardvirtuos Dave Greenfield havde følgende overskrift: Dave Greenfield: putting beauty at the rotten heart of the Stranglers. For det var jo sådan det var, skulle man være ærlig overfor sig selv; The Stranglers’ bankende hjerte var sin vitalitet tiltrods pilråddent.

Jeg opgav efter de tre første albums Guildford-bandet som mere end afstandsuforpligtende guilty pleasure, men må stadig tilstå et vist musikalsk blødt punkt for vel 10-15 af de numre fra dem, der kommer med den så sært kortluntede skønhed. ‘All Roads Leads To Rome’ fra Feline (1983) – bandets overraskende vellykkede plyndringstogt ind i den tids nye synthbaserede popmusik – er et af dem…