Kategoriarkiv: Elektronisk

Altid være på vej

I start-90’erne i Sverige fik den personlige person Thåström nok af at være den overalt feterede, nationale eks-Imperiet-rockstar Thåström, så han flyttede ud af landet til anonymitet. I nogle år havde han adresse i Amsterdam, derefter på Vesterbro i København. Han begik i den periode et destruktivt musikalsk oprør mod sin egen fortid, en uforsonligt rå og engelsksproget industriel støj kaldet Peace, Love & Pitbulls, før han efter en rum tid flyttede hjem og genopfandt sig selv på svensk. Først gennem en ætsende guitarrock, siden i en musik med forunderligt sænkede parader, et helt anderledes modent, indadvendt, reflekterende udtryk, der trak de fleste af dem ind og tilbage, som han med PL&P øjensynligt havde haft brug for at støde bort. I fredags udkom Thåströms liveplade fra seneste tour, og her følger et af dens ni fremragende numre. Talte på bloggen i forgårs om en anden enorm svensk profil, Håkan Hellström, om hvordan hans kreative ild synes slukket, ikke usandsynligt af en vanvittig karrieresucces. Tænker Thåström’s genopfindelse af sig selv, hans insisteren på at lade sin musik spille på egne præmisser, står som en masterclass, da ikke mindst for direktøren oppe i Hellström-tænketanken i GBG, selvom de to er så forskellige som ild og vand. For det adelsmærke med ikke at gå på popularitetsstyret kompromis, men at turde være sin alder og følge sin egen intuition i musikken, det er mere end bare vigtigt, skal man i længden kunne bevare nogen relevans, for sig selv som for andre. Det kan Thåström så det positivt er til at blive svimmel af, hør nu bare her…

Decades

En liveoptagelse af næstsidste nummer ved den sidste Joy Division-koncert nogensinde. Og hvilket et. Fra University of Birmigham 2. maj 1980 lyder den skælvende synthesizer helt ude af stemning stadig, som om den ved, noget forfærdeligt snart vil ske. Godt to uger efter tager forsanger Ian Curtis sit eget liv. Det er i dag 40 år siden.

Dagens pladekøb

Thåström’s nye livealbum var COVID-19-forsinket. Håkan Hellström’s nye var kommet frem, men faldt hårdt for kvalitetskontrol. Perfume Genius’s nye megahypede værk var gået helt under radaren. Så dagens køb blev istedet dagens nye album med Einstürzende Neubauten, her med et unlikely pophit derfra, opkaldt efter den lurvede berlinerforstad Wedding…

Klockan Två På Natten, Öppet Fönster…

På fredag udsender Thåström livealbum fra touren for Centralmassivet, der i to dele strakte sig over udgivelsesefteråret 2017 og sommeren 2018. Senest Thåström udsendte livemateriale var i 2012, hvor Som Jordgubbarna Smakade… udkom som dobbeltalbum. Dengang var der tyve numre med, hvor der nu på et enkelt album ‘kun’ gives ni. Er der grund til utilfredshed over dette? Egentlig ikke, Thåström-tilhængere skal nok overordnet bare være glade for dokumentation af den tour, der selv nu lidt på afstand står som hans nok stærkeste nogensinde.

Hvad har albummet så med til os? Klockan Två På Natten, Öppet Fönster… indeholder optagelser fra efterårets aftener i Malmö Arena og Cirkus i Stockholm, samt fra udendørsshowet på Way Out West i Göteborg’s sommer. Tre sange er med fra tourens omdrejningspunkt, Centralmassivet; ‘Bluesen i Malmö’, titelnummeret, samt ‘Old Point Bar’, og ligeledes tre fra forgængeren Den Morronen (2015): ‘Gräsfläckar’, ‘Kom Med Mig’ og albummets centrale sang ‘Alltid Va På Väg’. Det efterlader ‘Det Enda Du Behöver’, en ret ukendt single-b-side, kun fremført tre gange på hele touren, samt to solide Skebokvarnsv. 209-hjørnesten, nemlig ‘Brev Till 10:e Våningen’ og ‘Om Black Jim’.

Centralmassivet-tourens setlister var naturligt stillet ind på det nye albums sange. Havde man valgt at gå med et dobbeltalbum nu, ville det logisk også have indeholdt ‘Karaokebaren’, ‘Körkarlen’ og den store, tyste ballade ‘Aldrig Av Med Varandra’, der alle stod så blændende stærke på aftenerne. Så var der de lidt ældre sange, der igen var med: ‘Beväpna Dig Med Vingar’, ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’, ‘Aldrig Nånsin Komma Ner’, ‘St. Ana Katedral’, ‘Nere På Maskinisten’ og ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee’ har vel aldrig lydt mere indtrængende før, men er formodentlig faldet på, at de allerede optræder på livealbummet fra 2012. En himmelsøgende maskinel version af Imperiets ‘Jag Är En Idiot’, den underspillede ‘Var E’ Vargen’ og en sugende sørgmodig ‘Die Mauer’ kunne også nemt være blevet fundet værdige, men Thåström har valgt kun at have sine solosange med. Blandt disse stod den majestætisk tunge ‘Alla Vill Til Himlen’, samt alarmhylende ‘En Vacker Död Stad’ også til logisk inklusion, men nej, vi får nøjes med lidt mindre. Hvilket sikkert også bliver virkelig, virkelig godt.

Og coveret? På Instagram bød aftenerne fra nær og fjern på de fineste kulørte fotos, oftest hjulpet på vej af tourens stemningsfuldendte lyssætning. På den baggrund et kantet covervalg med dette sort/hvide portræt, hvor Thåström i sammenkrummet silhouet på scenen mest af alt ligner Manden med leen.

Slutter her med en amatørvideo fra Way Out West, der næsten må være den performance af ‘Alltid Va På Väg’, som er med på livealbummet. Et nummer slet ikke spillet ved efterårets indendørs aftener, der efterhånden blev inkluderet på de fleste af den efterfølgende sommers shows, som altså her i Göteborg. ‘Alltid Va På Väg’ stiger i intensitet hele vejen igennem, til den indestængte energi endelig forløses ved sidste omkvæd (4:25), hvor et voldsomt regnvejr præcis samtidig åbner sine sluser over Way Out West. Det hedder timing, en vigtig ingrediens i al vellykket rocknroll.

Florian Schneider RIP!

Ikke en god uge for keyboardspillere. I forgårs kom nyheden om Dave Greenfield fra The Stranglers’ bortgang, og i dag er det Kraftwerks Florian Schneider, den ene af det banebrydende Düsseldorf-elektrobands to grundlæggere, dem som opfandt fremtiden, der meldes taget afsted på det sidste TEE-tog…

Deutsche Marks and pennies from heaven…

Samtidig oppe i Skotland har et andet synthbaseret band ligelees instrumentale drømme om et moderne, ungt Kontinentaleuropa. Simple Minds’ stemme Jim Kerr træder væk fra mikrofonen og lukker sine unge øjne i, mens det hele åbenbarer sig omkring ham. ‘Theme For Great Cities’ indleder i september 1981 Sister Feelings Call – det ledsagende ekstraalbum til samtidige Sons and Fascination – og vejen ligger åben mod den håbefulde euro-æstetiske musik, der året efter skal resultere i meisterwerket New Gold Dream (81-82-83-84)

Alles klar!

Køligt bølgende elektropop, der ligefrem emmer af kold krig og Vesttyskland. Midge Ure-udgaven af Ultravox – den der post-John Foxx hittede med det nyromantiske tomhedspostulat ‘Vienna’ – kan anholdes af musikpolitiet for mange ting, men denne instrumentale single-b-side står som strafformildende omstændighed…

John Foxx til en søndag

Før Midge Ure dygtigt gjorde dem til det pompøst-romantiske synthband, som ovenpå signaturhittet, den gabende tomme ‘Vienna’, aldrig mere skulle se sig tilbage, var Ultravox under ledelse af John Foxx faktisk et langt mere end bare interessant bud på, hvad der kunne komme ud af at blande Roxy Music-inspiration med de nye postpunkstrømninger. Tre albums udsendte Ultravox i slut-70’erne inden John Foxx gik solo i eget navn og blev erstattet af Midge Ure fra Slik/Rich Kids. Sådan her kunne de lyde med John Foxx i spidsen…