Hipstergodfather Father John Misty kommer nu igen til Danmark – Train, Aarhus, fredag aften og Falkoner, København, lørdag aften/søndag aften – med sit besynderligt nonchalante men yderst underholdende og musikalsk topprofessionelle show. Posen med numre til FJM-setlisten er blevet rystet grundigt siden sidst, og da de seneste aftener ovenikøbet har budt på encore-sangcovers skiftende mellem Nine Inch Nails, Rihanna og Patti Smith, er der en ny oplevelse i vente. Her er Father John Misty med sin helt egen ‘Hollywood Cemetery Sings’, stadig hans allerbedste sang. Kom ikke sent til showstart, for den ligger for tiden næstøverst på setlisten…
Kategoriarkiv: Turnéliv
Kunsten at blive fornærmet af Iggy Pop
Johnny Depp kigger dybt i rødvinen og fortæller om sit møde med manden med de blå øjne…
Born in the USA Tour?
Der var ikke meget af den proklamerede The River Tour over det show – Europa-tourens tredje – Bruce Springsteen & The E Steeet Band i aftes gav på Real Madrid’s hjemmebane i Madrid. Kun syv sange fra dbl-albummet var på setlisten, der derimod indeholdt hele ni fra Born in the USA-blockbusteren. Her er hvad blev spillet på Santiago Bernabeu. Næste stop er Manchester City’s Etihad Stadium onsdag aften. I dag iøvrigt præcis en måned til København.
Badlands
My Love Will Not Let You Down
Cover Me
The Ties That Bind
Sherry Darling
Two Hearts
Wrecking Ball
My City of Ruins
Hungry Heart
Out in the Street
The Promised Land
Trapped
The River
Point Blank
Downbound Train
I’m on Fire
Darlington County
Working on the Highway
Waitin’ on a Sunny Day
Johnny 99
Because the Night
Spirit in the Night
Human Touch
The Rising
Land of Hope and Dreams
+ + +
Born in the U.S.A.
Born to Run
Glory Days
Dancing in the Dark
Tenth Avenue Freeze-Out
Bobby Jean
Twist and Shout
+ + +
Thunder Road
Back from the dead
Er det ikke mange år siden Pete Doherty har set så levende og sund ud?! Billedet er taget for et par dage siden i Manchester, før en koncert dér med Pete og hans soloband. Inden lydprøve og showtime var der åbenbart tid til at besøge et helligt The Smiths-sted, Salford Lads Club fra The Queen Is Dead-coveret. Pete Doherty turnerer England og Skotland i disse uger, som en slags let opvarmning til den soloplade, der skal udkomme senere på året. Med på setlisterne til koncerterne med bandet, der rocknroll-atypisk består af trommer, akustisk guitar, sang, harmonika og violin, er titler af både Babyshambles og The Libertines, men dog hovedsageligt nye Pete Doherty-sange.
Lust for life!
Indenfor de sidste par uger har en Iggy Pop i absolut storform på det nærmeste lagt Stockholm, København, Berlin, Hamburg, Amsterdam, London og Paris i ruiner. I aftes var turen så kommet til BBC-programmet Later, der havde inviteret den 69-årige legende og hans band forbi. Dette storspillende og deciderede stjerneband band splittes desværre for nu, og Iggy Pop spiller istedet sommeren igennem med en utvivlsomt langt mere pedestrian, mindre skarp backing. Håber sådan han ombestemmer sig omkring, at Post Pop Depression er hans sidste album, og istedet fortsætter samarbejdet med Josh Homme-holdet, revitaliseret som han er blevet af deres overlegne musikalske opbakning. Hør blot her…
London’s burning with boredom now…
Så flygt til Wales, eller nærmere bestemt provinsidylliske Swansea, hvor London’s punkspydspidser The Clash på denne aften i 1977 gæster byens universitet på deres White Riot Tour, afsted med et netop udsendt debutalbum, der lige nu modtager meget positiv opmærksomhed i de engelske musikblade. Hvis du kommer tidligt, er der også mulighed for at opleve tre andre nye bands fra den nye scenes flygtige hvirvelvind af forfriskende støj: Londonbandet Subway Sect, der udover at dele management med The Clash har en yderst profileret sangskriver i unge Vic Godard, Manchester’s håbefulde, bittersødt melodisk speedende Buzzcocks og pigebandet The Slits, der fusionerer deres kantede, ultrahvide DIY-sange med jamaicanske rytmer. Enjoy!
That felt personal…
Foto & ©: Christie Goodwin/Redferns
Ordene i overskriften var Iggy Pop’s, da han ved 23-tiden lørdag aften skulle tage afsked med sit publikum i Royal Albert Hall i London. Og noget kunne tyde på han igen – ligesom i København og Berlin – ramte noget helt specielt velgørende denne aften, den næstsidste på touren med hans velfortjente verdensklasseband. Ialfald hvis man læser The Telegraph’s musikkritiker Neil McCormick’s femstjernede anmeldelse af showet, der er så passioneret henført, den fortjener at blive viderebragt direkte her i sin helhed:
This one-off appearance from the 69-year-old star at the august South Kensington venue is one of the best gigs Neil McCormick has ever seen
Iggy Pop all but ripped the roof off the Royal Albert Hall on Friday night. Showing none of the usual showbusiness deference to this august venue, he attacked the stage with a fierce, rude energy. “Turn up the lights in this f***ing dump!” he called out, exulting at the sight of 5,000 fans on their feet, some standing on seats, roaring in delight, reflecting back his own uninhibited glee.
From the moment the curtain went up, Pop bounced and contorted like Mick Jagger after a session of electroconvulsive therapy, writhing and twisting while a swaggering five-piece band in matching red-brocade smoking jackets stirred up his 1977 anthem ‘Lust For Life’. The sentiment of the song was the theme of the evening.
Pop’s own jacket didn’t last long. He was stripped to his waist by the third song, crowd-surfing by the fourth and bleeding from the head by the sixth (presumably from some collision caused by his reckless stage diving). A woman many decades Iggy’s junior scrambled on stage to kiss his lips while a streak of blood ran down his cheek. The security staff all but gave up on trying to police the crowd, who were clambering over seat rows to get closer to their hero.
“Let go of my pants, baby!” he yelped as someone pulled him off the stage by his trousers. He waded among the audience, circumnavigating the entire arena floor in a crush of bodies as his fantastic band stretched out dark rock grooves with formidable elasticity. “Free the mother***ing people! Free the mother***ing hall!” Iggy exhorted.
At 69, Iggy exudes a physical bravura that seems almost an affront to the process of aging. His body is battered from a lifetime of reckless performance. He strutted about with a limping gait, loose, wrinkly flesh hanging from the once taut sinews of his bare torso. He is small, just 5ft 7in, with a big head full of grinning teeth and the demeanour of a demented geek from Todd Browning’s cult cinema classic Freaks, one of humanity’s rejects who confronts us with the very essence of humanity. That is the role James Osterberg has always played as Iggy Pop, and he’s damned good at it.
With the Stooges and solo, Iggy has been on the rock frontline for over 40 years without ever having a hit, coursing through his career on charisma and commitment. But together with versatile Queens of the Stone Age guitarist Josh Homme and Arctic Monkeysdrummer Matt Helder, he has recently made a fantastic album, Post Pop Depression, which links back sonically and emotionally to two great solo albums Iggy made with David Bowie in 1977, The Idiot and Lust For Life. The set was drawn from those three albums that represent Iggy’s finest work, fired up by a band visibly inspired by their frontman. They were incredible, stirring up a vortex of ripping guitars, wonky keyboards and thundering drums, while Iggy held the centre with his gritty baritone, carrying tunes from defiant proclamation to surprising vulnerability.
There is something about the naked exuberance with which Iggy confronts audiences that facilitates their own exuberance. This veteran showman understands the rock ritual of catharsis, how to use sound and performance to transform strangers into a community, transmuting the daily agonies of ordinary lives into a brief shared expression of liberation and joy.
But, even by his standards, something special seemed to happen with this rock imp in this venerable building. “That felt personal,” he declared in the dying echo of encores, waving a triumphant fist.
Indeed it did. I have been going to gigs for a very long time and that was one of the best I have ever seen.
© Neil McCormick/The Telegraph
Europa får de bedste Springsteen-setlister
I aftes havde Bruce Springsteen & The E Street Band på FC Barcelona’s hjemmebane premiere på den store europæiske tour for The River-boxen. De seneste måneder er USA blevet spillet på kryds og tværs, det hver aften med en setliste baseret omkring en kronologisk afspilning af dbl-albummet fra 1980. Sådan bliver det ikke i Europa, lød rygterne på forhånd, og settet i aftes bekræftede heldigvis det samme. Heldigvis fordi en af de store glæder ved Springsteen i Europa netop er mere uforudsigelige og eventyrlystne setlister, end når Springsteen er på åbenbart fan-konservativ hjemmebane i Nordamerika. Her er hvad blev spillet og helt sikkert nydt på Nou Camp i aftes…
Badlands
No Surrender
My Love Will Not Let You Down
The Ties That Bind
Sherry Darling
Jackson Cage
Two Hearts
I’m Goin’ Down
Hungry Heart
Out in the Street
I Wanna Marry You
The River
Point Blank
Atlantic City
Darlington County
Glory Days
I Wanna Be With You
Ramrod
The Price You Pay
Drive All Night
Lonesome Day
Prove It All Night
The Promised Land
Because the Night
She’s the One
Brilliant Disguise
The Rising
Thunder Road
+ + +
Purple Rain
Born in the U.S.A.
Born to Run
Dancing in the Dark
Tenth Avenue Freeze-Out
Shout
Bobby Jean
+ + +
Twist and Shout
Lust for life i den grad
Efter at Vestberlin blev væltet lørdag aften, spillede Iggy Pop og hans fremragende Josh Homme-band søndag aften i Hamburg. Mandag var hviledag før det galdt Amsterdam i aftes, hvorfra følgende ‘The Passenger’ er taget. Setlisten ens hver aften, eneste forskel i Heineken Music Hall, at backingbandets identiske bordeauxrøde jakker for en enkelt aftens skyld var sorte. Nu videre til England, hvor fornemme Royal Albert Hall lægger scene til fredag, inden Iggy’s korte Europa-tour slutter søndag aften på Le Grand Rex i Paris…
LS til Heartland
Starfucked
Underholdningsbranchen er et uforudsigeligt væsen i evig udvikling, jo, se nu bare her. Er du Black Sabbath-tilhænger og har 7.450 kr. + gebyrer for meget på lommen, kan du skyde dem af på følgende ‘VIP Meet & Greet Upgrade pakke’ i forbindelse med bandets optræden i juni på Copenhell 2016…
PS – Joe Public, den her strålende idé skal vi have talt seriøst om at adoptere i LS…
Findes der en Post Pop Depression Tour post depression…?
Tilbage i virkeligheden efter en enorm oplevelse med Iggy Pop lørdag aften i Vestberlin’s Tempodrom, placeret et par hundrede meter fra Hansa Studios, hvor de Bowie-producerede/medskrevne mesterplader The Idiot og især Lust for Life blev undfanget. Har set Iggy Pop flere gange før og har for ofte måttet gå lidt undervældet derfra. Fordi han altid valgte at showsatse på Stooges-materialet med cirkus-smadder på, istedet for sit eget bedste. Og fordi hans bands var af Morrissey-agtig andenrangskvalitet. Begge dele er korrigeret til perfektion på denne tour, hvor der pånår én sang, den kværnende ‘Repo Man’, udelukkende spilles fra de to nævnte samt nye, stadigt voksende Post Pop Depression. Og bandet, der består af tre Queens of the Stone Age-folk, samt bassist Matt Sweeney (fra bl.a. Chavez) og Arctic Monkey’s überfænomenale trommeslager Matt Helders, omfavner virkelig, med synlig glæde og unægtelig skarphed, materialet, som ved de godt, det nok er de bedste sange de nogensinde kommer til at spille på en scene. Og Iggy Pop selv?! Storsyngende, oppe på toppen vokalt, fokuseret midt i den tordenhøje lyd med de mange fornemme detaljer, overskudsrocknrollbandet sender afsted omkring ham. Eneste efterfølgende minus kun, at de af jer, der skal opleve ham på Northside, ikke får denne drøm af et Iggy-setup at opleve. For når indendørstouren ender i næste uge på Le Grand Rex i Paris brydes dette band op, før Iggy Pop senere påbegynder sommerens mange europæiske festivaljobs med et nyt, der udelukkende kan blive langt mere…ordinært. Her endnu et klip med Iggy fra lørdag aften i Vestberlin…
Art of the poster
Would you walk out in style?
Roxy Music i skarp storform: Højtflyvende ‘Out Of The Blue’, fremføres på vesttyske Musikladen sidst i 1974, da Bryan Ferry og co. er afsted med Country Life, det fjerde Roxy-album…
Vart ni vill så fort ni kan!
Håkan Hellström’s andet og sidste show på det udsolgte Gramercy Theatre på Manhattan, New York City gik lørdag aften således:
2 steg från paradise
Mitt Gullbergs Kaj paradis
Jag har varit i alla städer
Jag vet vilken dy hon varit i
Hurricane Gilbert
Tro och tvivel
En vän med en bil
När lyktorna tänds
Brinner in the Shit
Kom igen Lena!
Gårdakvarnar och skit
En midsommarnattsdröm
Minnen av aprilhimlen
Ramlar
Valborg
Din tid kommer
För en lång, lång tid
+ + +
Fri till slut
Känn ingen sorg för mig Göteborg
Det kommer aldrig va över för mig
Du är snart där









