Er vi tonedøve? Er vi farveblinde? Er vi ikke ‘glade i låget’?
– Når Thomas Buttenschøn går på scenen med sit stadigt voksende hår, kan man altså ikke andet end blive glad i låget, og hans uimponerede glade tilgang til eget materiale er ganske enkelt intet andet end dybt charmerende. Man må være tonedøv og farveblind for ikke at kunne se og høre Buttenschøns indiskutable talent. Thomas Buttenschøn er et af de største talenter på den danske musikscene pt, sådan er det bare!
Troels Frøkjær, GAFFA-anmelder
Buttenschøn igen-igen? Der er sgu snart flere henvisninger til ham på denne siden end til Joe Strummer/The Clash! 😉
Har du hørt den seneste Allan Olsen Søren, grænsen er efterhånden hårfin. Et fall from grace af de større!
Jeg er alle tre ting. Til gengæld har jeg smag.
Jeg indrømmer gerne, at jeg er både gnaven, farveangst og aldeles umusikalsk.
I øvrigt synes jeg, den gode Frøkjær lider en smule af smagsforvirring – eller også har jeg blot ikke intellektuel kapacitet til at forstå, hvordan et menneske kan rumme både Allan Olsen og Butte.
Så er jeg åbentbart tonedøv
Tænk at farveblindhed har indflydelse på musiksmagen, men i min verden svarer Thomas B. nogenlunde til at høre Rasmus Nøhr, hvilket igen svarer til det, som Simon Kvamm tidligere har betegnet som;
“Som at spise en Othello lagkage og få en lussing bagefter”.
Ok jeg er så tonedøv. Farveblind. Og Pisse Sur!
nok derfor jeg ikke fik lov til at anmelde Butte i Viften… tror ikke I havde fået samme…. ja…… glade vinkel 🙂