Historien er: Den tidligere MC5-guitarist Fred ‘Sonic’ Smith udsender med sit Sonic’s Rendevous Band i 1978 singlen ‘City Slang’, der i tidens klassiske DIY-stil aldrig kommer længere end til det smalle amerikanske østkyst-punk-incrowd. Fred’s kæreste Patti Smith bærer under sit eget bands show på Daddy’s Dance Hall i København, marts 1978, et badge med påskriften City Slang. Det overværer digteren Søren Ulrik Thomsen, der lader sig gribe af ordene på karismatiske Patti’s badge og stjæler dem som titel til sin egen debutdigtsamling i 1981. Imens er postpunk-fænomenet Kliché blevet imponerende store i Danmark, men går i opløsning i 1983, under konfliktfyldte forberedelser til bandets tredje album. Forsanger Lars Hug går naturligvis solo, men er ikke bekvem med at skrive tekster alene, så idéen om en sangcyklus baseret på digte af tidens nye fremstormende litterære fyrtårn Søren Ulrik Thomsen opstår gennem samtaler mellem de to. Hug liveafprøver (under navnet Lars Autoophug) succesfuldt en håndfuld af sangene ved Charlottenborgs forårsudstilling, det foran et fåtalligt publikum (denne side er repræsenteret), og senere i 1984 udkommer så Lars Hug’s solodebut, den modernistiske City Slang, et af de vel bedste og mest udfordrende danske rockalbums nogensinde, til velfortjente anmelderroser men i første omgang nedslående salgstal. Her det hefige nummer med Sonic’s Rendevous Band, der satte det hele igang…