Sådan ser coveret ud på det nye Lana Del Rey-album, jeg tog L-toget ovre fra Brooklyn og købte på Manhattan i mandags. Først en svær plade at komme ned og ind i, med sine mange livsblå sange, samtlige i et insisterende dræbende langsomt tempo. Men kom tålmodighed, så åbner de sig langsomt op, en for en, med majestætiske melodier, og afslører Honeymoon som en ligeså specielt overlegen rejse i længslens og drømmetågernes vægtløse erindringsland som sidste års Ultraviolence. Den her står umiddelbart ligeledes til at kunne blive et af årets absolutte højdepunkter. Tjek selv hvorfor her på ‘The Blackest Day’. Lana Del Rey er på sit tredje regulære album blevet en genre i sig selv…