Hypen rullede overalt da Taylor Swift sidste år udsendte sin 1989, et state-of-the-art-popalbum af de mest hitlistesøgende. Prøvede at lytte med og hænge på, men Swift’s næsten for professionelt dygtige (=sterile) levering og albummets distancerede (=kønsløse) produktion kastede mig hurtigt af. Ryan Adams var anderledes på som lytter, det må han have været, for i mandags udsendte han sin egen kronologiske 1989, med egne versioner af samtlige Swift’s 1989-sange. På papiret et sjovt og også lidt underligt projekt at bruge tid på for travle Adams, men i praksis en sand gavebod. For tilsat Adams’ umiskendelige varme, nærhed og sprækker fremviser hans 1989 især, hvor velskrevne og formfuldendte popsange Swift her har skrevet. Hvilket nu resulterer i Ryan Adams’ mest fokuserede soloudgivelse siden Love Is Hell for en 10-11 år siden. Så musikalsk velanbragt og indtrængende lyder han nemlig på disse fine sange, det endda selvom der flere steder – som her på åbningsnummeret ‘Welcome To New York’ – høres mere end bare ekkoer af den yngre, strømlinede Springsteen fra 1980’erne i lydbilledet…
3 tanker om “Dancing in the dark?”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Fokuseret, ja. Den ene helstøbte klassesang efter den anden, der holder Adams fast i ikke at køre i den grøft, hvor det hele bare bliver ren form, som han via sin store musikalitet ofte har lidt for let ved.
I sandhed en uventet konstruktion. Ser ikke lige for mig koblingen Taylor Swift – Ryan Adams. På papiret en ganske vanvittig ide, men helt enig – det fungerer utrolig godt. Kan endnu ikke lige bedømme hvor dette album falder ind på en all time Ryan Adams album chart. Men det er jo pænt højt op. Weird!
Det lyder rigtigt nok som en meget fin og helstøbt plade
Efter hans eget udsagn var Adams’ ambition, at den skulle lyde som et sted ml. Darkness On The Edge of Town og Meat Is Murder. Umiddelbart lander den tættere på The Smiths anno 1985, i lighed i øvrigt med Love Is Hell.
Sidstnævnte har sine dejlige momenter – men fokuseret, Jens?