Jeg havde albummet dengang, men afhændede det på et tidspunkt uden fortrydelse. For dets skabere, Blackpool-bandet Section 25, godtnok var de på cool, myteomspundne Factory Records i Manchester, men der var noget underpræsterende tredjerangs over dem. Nok derfor var de mest kendte for at Joy Division’s Ian Curtis havde produceret den første single. Deres musikalske ting lå i et da ret overfrakke-befolket men anonymt landskab mellem vennerne fra Joy Division, der ofte havde givet dem opvarmningsjobs, og de mere atonale Public Image Ltd. Section 25 tog alle tidens dunkle postpunk-tricks, men lagde intet til. Den musikalske kunnen var begrænset, sangeren Larry Cassidy’s ene tone i livet holdt stille men fast på sin opgivende apati, og selve numrene fremstod næsten uden undtagelse som forglemmeligt grå øvelokale-jams.

Og alligevel var der noget som fangede. Jeg tror det var produktionen. Factory’s producerlegende Martin Hannett fik på Always Now sit lydunivers til at fremstå som det manglende led mellem de to Joy Division-albums, der post-Ian Curtis i 1981 stod mytologisk. Mange bands lød sådan, men med Hannett selv bag pulten var dette umiskendeligt den ægte vare. Og så var der slutsangen. Efter en monokrom færd konkluderede ‘New Horizon’ albummets trøstesløse rejse fra start til slut. Først nogle insisterende vage og møjsommeligt opbyggende keyboardflader, og så sætter bandet endelig ind med selve det sært uforløst forløste nummer, der i sit drevne mellemtempo rent faktisk endelig rammer noget, der ikke bare er den grå sum af sin for tydelige inspiration.

De sidste par år har jeg savnet albummet. Men i mellemtiden er det blevet sjældent/dyrt. Ikke mindst pga. sin stilikoniske coverart, der i dag står som ren state of the art-Factory. I går stødte jeg endelig på et eksemplar, og i velbevaret stand til 500 kr er det faktisk et godt fund. For Always Now er den helt rigtige tidsmaskine til hvordan hundreder af halvt bedøvede postpunk-bands lød dengang. Hverken værre eller bedre. Det er som igen at få muligheden for at gå ind på en engelsk pub i 1981, ikke vælge den bedste eller fineste, men istedet finde en tarvelig, fugtig og nedslidt en. Og nyde lige netop det, fordi det som oftest var præcis sådan det var. Her er ‘New Horizon’…