Sønner bliver voksne

1979 et fremragende år for den nye rockmusik, der er opstået i kølvandet på punkrevolutionen. Således også for et af Englands da største og mest bredt anerkendte rockbands, The Jam, der på dags dato udsender deres nok allerbedste album, den i bedste forstand socialrealistiske Setting Sons, det perfekte snapshot af et slidt og forarmet England i begyndelsen af Margaret Thatcher’s moderne middelalder som premierminister.

Vi har tidligere her snakket om The Clash, The Jams ærkerivaler, og hvordan deres plader kunne have set ud, var andre – og kortere – valg blevet truffet. Samt selvfølgelig om deres amerikanske debutalbum, der kom halvandet år efter den europæiske version, og derfor har en hel del The Clash-singler med på bekostning af oprindelige albumtracks.

Setting Sons bliver den vinkel også hurtigt relevant for The Jam, da albummet udkommer i USA og Canada i to indbyrdes forskellige og let forlængede versioner, der ligeledes også tilgodeser modtrioens samtidige single ‘Strange Town’ (men mærkværdigvis ikke suverænt veloplagte ‘When You’re Young’ fra august), der ikke var blevet udsendt i Nordamerika, og som derfor blev trukket ind for at forstærke en i forvejen velfungerende helhed, som sequencemæssigt vendes helt på hovedet.

Bliver Setting Sons så bedre af det? Svært at sige, den bliver ialfald langt mere rodet for os europæere, der har den rigtige (!) version i hukommelsen. Men altid interessant at høre velkendte sange i ny rækkefølge og sammenhæng. Således her henholdsvis den amerikanske og canadiske Setting Sons, hvoraf sidstnævnte med en meget stærk side A klart giver bedst mening af de to :

Glemte vist lige noget omkring denne The Jam-40-års-mærkedag i skyndingen: Tillykke, Setting Sons!

Skriv et svar