Dette er et stort, stort chok for mig og for mange andre, og jeg kan ikke skrive en nekrolog, der vil være David Bowie værdig. Mens jeg skriver dette, presser tårerne sig faktisk på. Han er en af de musikere, jeg har sat og sætter allerhøjest.
Jeg nåede kun at opleve ham til én koncert, nemlig til Roskilde-festivalen i 1996. Det var en god oplevelse. Hvor er det mærkeligt at vi nu skal tale om ham i datid. Blackstar viste sig at være et værdigt farvel; ved skæbnens makabre ironi venter jeg stadig på at få albummet med posten.
Her er en af de mest gribende sange, Bowie har lavet. Da jeg hørte den for tre år siden på udgivelsensdagen, den dag der er min fødselsdag og som jeg var så heldig at dele med ham, gik det op for mig at også helte bliver gamle.
Helt enig i dine ord, Pastor. Sidder på et hotelværelse i Bruxelles og ser BBC her til aften. Og det slår en, hvor stolte man er i England af Bowie. Folk samles spontant i Brixton, Beckenham og Heddon Street – lægger blomster, græder lidt og ender nok med at få en fest ud af det. Selv overleveringen fra nyhedsværten til vejrmanden er en hyldest: ”So, (navn), how wild is the wind”?
Så interessant
Så ekstravagant
Så ikke mere og alligevel med til mit sidste.
Jeg har ærgret mig siden og gør det ekstra meget i dag, ærgrer mig over at jeg valgte at tage hjem festivaltræt søndag eftermiddag i 1996 for at se EM-finale i fodbold i sofaen…Where are we now?
Har det præcis på samme måde med where are we now og det er et chok! fordi for mig er David Bowie bare en der altid har været det og altid vil være der… ikke midste set i lyset af at han jo har overlevet et utrolig hårdt liv.