Man skal altid huske at sige det først: Jeg fordømmer terrorisme. Der er tale om en forfærdelig form for forbrydelse. Og jeg savner ikke Osama bin Laden – han var ansvarlig for en masse uhyrlige forbrydelser.

Men så siger jeg det også: Jeg har slet ikke godt med “krigen mod terror”. Terrorister har ofte som et erklæret mål at vinde tilhængere ved at afsløre samfundets idealer som hykleriske – de bliver alligevel ikke overholdt i praksis, siger terroristerne. “Krigen mod terror” giver dem utilsigtede kort på hånden. Tænk, hvis Osama bin Laden var blevet fanget i live og havde oplevet et retssamfund, der fungerede og behandlede alle, selv de værste af de værste, med en retfærdig retssag, der levede op til internationale principper – og at han så blev dømt. Måske ville jeg som tillægsstraf til livsvarigt fængsel idømme ham at skulle gå gennem sikkerhedskontrollen i en lufthavn adskillige gange. (Spøg til side: Jeg ved godt, at kontrollen i fængsler er endnu mere omfattende.)

Derfor først ovenstående noget useriøse, men (i mere end én forstand) rammende filmiske kommentar til verdenspolitiet. Og derefter vil jeg gerne henvise til en artikel i Der Spiegels engelske online-udgave af oberst Morris Davis, tidligere chefanklager ved Guantánamo. Manden ved, hvad han taler om, og han er ekstremt kritisk – han endte med at sige op og forlade militæret.