Richard Ashcroft udsender på mandag sin 3. soloplade, Keys to the World. I den forbindelse er der en ret ond men ikke destomindre underholdende anmeldelse i dagens The Guardian, hvor Ashcroft får det glatte lag for både tekst og musik.

Det synes hårdt, for det står slet ikke så slemt til, som det gjorde på forgængeren med den endnu tonstungere titel, Human Conditions, hvor Richard Ashcroft i disse ører (jeg ved Pastoren ikke er enig) lød helt blottet for mål og mening. Det gør han heldigvis ikke længere på det nye album, hvor livet og lysten til det synes genfundet. Hvor det klæder Richard Ashcroft atter at kigge længere ud end til egen navle!

Dramaturgien løber som den har gjort siden The Verve gik i opløsning. Store ballader efterfølges af endnu større ballader, efterfølges af lidt mindre ballader. Kun i enkelte tilfælde brydes det “voksne” beat, som her i åbningsnummeret, den noget blinde rocker “Why Not Nothing?”. Altafgørende forskel på sidst og nu er Richard’s engagement, der igen er tilstede. Det gør en verden til forskel.

“Words get in the Way” hedder en af sangene, hvis titel synes taget ud af Guardian-anmelderens train of thought omkring Ashcroft’s tekstskrivning. Og jo, journalisten har sikkert ret, Ashcroft er ofte pompøst højtravende i kampen med tilværelsens helt store størrelser i sine vers. Men det er ligemeget. For Richard Ashcroft er soulsanger i ordets bedste, mest klassiske forstand. Hos ham ligger oplevelsen i selve stemmen, ikke i de ord den bruger.

http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,,1690048,00.html