Diamond Dogs til en søndag

24. maj 1974: David Bowie har fyret sin Spiders of Mars-rytmegruppe fra de seneste år, fyret sin wing-man, glamguitar-esset Mick Ronson, endda fyret sin producer Ken Scott. Denne dag udsender han sit nye album uden dem alle, Diamond Dogs, en dystopisk sangcyklus af de mere fantasifulde. Bowie beskriver selv albummets protagonister, hans Diamond Dogs, som ‘all little Johnny Rottens and Sid Viciouses really. And, in my mind, there was no means of transport, so they were all rolling around on these roller-skates with huge wheels on them, and they squeaked because they hadn’t been oiled properly. So there were these gangs of squeaking, roller-skating, vicious hoods, with Bowie knives and furs on, and they were all skinny because they hadn’t eaten enough, and they all had funny-coloured hair. In a way, it was a precursor to the punk thing’. Hvilket hurtigt kunne stikke af og blive meget kulørt, var det ikke fordi albummets sange står så uafviseligt stærkt. Visse steder, som både på titelnummeret og førstesinglen ‘Rebel, Rebel’, stadig med udgangspunkt i glam rock, men andre steder – nævnes bør naturligvis albummets centrale højdepunkt, sangsuiten ‘Sweet Thing / Candidate / SweetThing (Reprise)’ – på vej et nyt sted hen. Ja, kan man ikke allerede høre et for-ekko af stilen fra næste Bowie-station, Young Americans (1975), i levering og sangskrivning på dette så elegant Bowie-producerede track, ‘We Are The Dead’, der synes langt mindre engelsk, mere amerikansk i sit musikalske sprog?!

Skriv et svar