Denne tid på året, hvor spillelister sættes sammen rundt omkring med de bedste tracks fra det snart forgangne år. Her på siden har vi haft den indbyrdes samtale, der snart udmunder sig i den traditionelle december-feature om hvad vi her på bloggen har med os som årets bedste albums. En der ikke kom med på hverken Webmaster Pastor’s eller min top-10 var debuten Liberation fra The Walkmen-altmuligmanden Peter Matthew Bauer. Hvilket godt kan undre her, når jeg nu igen hører ‘Philadelphia Raga’ derfra. Den sang må så til gengæld gerne finde sin plads på den 2014-playlist, der snart skal laves…
2 tanker om “Divine Lorraine Hotel”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
The Walkmen’s Secret Leithauser Police svarer hurtigt igen: De sidste tre sange på Black Hours lyder decideret som The Walkmen-numre – ikke så mærkeligt med både Hamilton og Maroon ombord ombord – hvor Bauer’s plade vel har en endnu mere lofi-dyrkende skramlet rawk-lyd. Og hvad med Walther? En mærkelig ide med den hipster-børneplade. 😉
Et kættersk indskud herfra: Peter Bauers Liberation repræsenterer alt andet lige den savnede The Walkmen-lyd, minus Hamilton Leithausers uforlignelige vokal, bl.a. som den tog sig ud på Lisbon og Heaven, langt bedre end Hamiltons eget kaleidoskopiske udspil. Så, nu har jeg sagt det.