Drømmenes Brasilien


Den her blog er en af de få på kloden ovenfor, der ikke sætter al entusiasme og mammon på drengene fra Copacabana og Sao Paolo. Men alligevel….tænk nu hvis man helt uvidende havde sig en brasiliansk onkel og pludselig blev udtaget til at skulle spille allerede i eftermiddag mod Ghana Power. Det er vel ikke umuligt. Men hvilket navn skulle der så stå bagpå den legendariske Brasil-trøje? Nej, Nielsen, Christensen, Larsen sender ikke det rigtige signal om samba-fodbold og synkron jubeldans med Kaka & co. Smoelle har sendt os et link til en side, der kan løse problemet.

http://www.minimalsworld.net/BrazilName/brazilian.shtml

35 tanker om “Drømmenes Brasilien”

  1. Så, meget er sikkert. Uanset havd, holder statistikken og historikken: Verdens mesterskabet afholdt i Europa havner i Europa…

  2. Ja tillykke til Italienerne, der igår beviste at spillet kan holde med talentet…Nu venterne tyskerne, og det bliver spændende at se, hvem der går videre, men mon ikke vi kan se frem til mere drama…

  3. Som fodboldtilskuer gennem mere ebd 20 år mener jeg nu ikke, at antallet af kampe, jeg har set, er begrænset. Nå men Ukraine blev besejret overbevisende, så lad os nu glemme Australien-kampen. Nu venter Tyskland i semiefinalen, men først to spændende 1/8-finaler i dag. Og så må Havnebyer gerne rykke lidt i The Lonely Lovers ligaen, med englændere i aktion.

  4. Thomas, se lige det klip jeg linkede til – hvis det er det tyndeste røde kort du har set, så må antallet af kampe du har set i tidens løb være noget begrænset. Eller have faldet statistisk noget særpræget.

    Jeg kunne godt acceptere at der kun var blevet givet gult der, men at det røde kort skulle være så vanvittigt er mig fuldkommen uforståeligt. Selv Materazzi er jo ikke synderligt overrasket da det kom op. Han er sidste mand og slagter en fremadstormende angriber. Det er langt fra et “håbløst” rødt kort. At han har en anden forsvarer på siden, er det eneste der bringer det i nærheden af et gult.

    Apropos: http://usa.worldcupblog.org/group-e/secret-italian-training-video.html

  5. Jo, jo – men alt i alt – som Smølle har nævnt – havde alle så travlt med at nævne det ukorrekte straffespark, meget få nævnte efterfølgende det håbløse røde kort til Materazzi. Nogen kaldte det endda tvivlsomt. Personligt mener jeg, at det er et af de tyndeste røde kort, jeg nogensinde har set.

    Nå, lad os glemme Australiens-kampen. I aften banker de azurblå forhåbentlig Ukraine, og jeg glæder mig til at se alle de fodboldpolitisk korrekte reaktioner, jo nærmere italienerne kommer på titlen.

  6. Oh, og smølle:

    Grosso er på vej forbi Niell da han ændrer retning i ham. Studer lige Grossos højre fod igen. Og va, vi kan da godt kalde akavet, men på ingen måde provokeret af Niell. Man må godt ligge på banen efter en tackling – om den lykkes eller ej.
    Maksimalt kan der dømmes obstruction.

  7. Jeg er så en af dem der mener at udvisningen godt kan forsvares. Der var måske en spiller på ryggen af ham på den anden side, men austrailieren har fri linie til målet, og intentionen for “tacklingen” var klar (han er jo nærmest ved at pulverisere anklen på sin medspiller på den anden side i forsøget på at være sikker på at stoppe målet for tacklingen).
    Han er ikke sidste mand, set på tværs af banen, men effektivt set var han – og igen: intentionen er klar. Sammenlagt med tacklingens mangel på hensyn til modspilleren(eller medspilleren for den sag skyld) eller forsøg på at tackle på bolden så er vi snildt oppe i det røde felt.

    http://www.youtube.com/watch?v=3AmPy5GtX5Q&search=WorldCup%20red%20card

  8. Ja udvisningen af Marco M, var helt hen i vejret, det kan vi kun være enige om….

  9. Kunne den elendige dommer ikke istedet have dømt obstruction? Hvis Neill ikke aktivt gør noget for at stoppe Grosso, men bare ligger passivt i vejen, kan der vel umuligt være straffe.

    Nej, udvisningen af Materazzi var helt hen i vejret. Voldsmanden fra Inter skulle have haft det røde kort, da han smadrede ansigtet på Villareal’s Sorin for et par måneder siden i CL, men den her forseelse var kun til gult.

  10. Det er da fair nok at mene man filmer sig til sejren. Det mener jeg ikke de gør. Jeg gad godt vide hvad Grosso ellers skulle have gjort – alle kan jo se der er kontakt, alle kan se at hans vej er hindret.

    http://www.youtube.com/watch?v=k2PgG8j0gyQ&search=grosso%20neill

    Man kan sige at Neill ikke kan gøre for det fordi han ikke kan gøre sig usynlig – well, Grosso kan vel heller ikke gøre for at der ligger én i vejen for ham som en badegæst og spærrer 🙂 Se billederne, Grossos højre fod rammer Neills arm, hans venstre har hele overkroppen at mosle over. Havde jeg været i samme situation kan jeg garantere for at min trætte krop var tumlet lige så direkte ind i Neill.

    Men lad mig så høre om udvisningen – var den korrekt nok eller hvordan?

  11. Jeg gad godt have hørt koret fra den italiensk lejr, hvis der ikke var blevet dømt straffe, hvilket sagtens kan forsvares, da jeg ikke er enig i din beskrivelse af måden det foregik på..Grosso løb og endda særdeles klodset og tilsigtet ind i Niell og ikke omvendt. Nej igen var der blevet talt om sammensværgelser fra den blå lejr, og igen uden hold i virkeligheden… Italien var bedre boldspillere end Aussierne, ingen tvivl om det, men de blå ville ikke, trods et overlegent hold og talent og den fodboldfilosofi, kan jeg simpelthen ikke udstå, og det sammenholdt med at man imo “filmer” sig til sejren…

  12. Jojo. Det er netop den dobbelttydighed jeg peger på. Det ville så bare klæde tudbrølende aussier og ikke mindst deres træner som i 2002 fik en semifinale foræret at erkende 😉

    Guus ville jo ikke tale om udvisningen efter kampen, men gerne om straffesparket. Gad vide hvorfor.

  13. Fordel? Jeg vil nu mene begge holds mulighed for en lige kamp blev ødelagt af endnu en uligevægtig VM-dommerpræstation. At italienerne så tilfældigt trak sejren, that be it, det kunne ligeså godt være gået den anden vej, men det, at en dommers manglende evne til at holde hovedet koldt, skal gøre noget så dødsensalvorligt som en VM-1/8-finale til et lotteri, er ikke tilfredsstillende for nogensomhelst, da allermindst den tabende part.

  14. De fik en fordel, lige så vel som de hævder at italienerne fik en. Så den måde det hele er fremstillet som et italiensk svindelnummer på æder jeg ikke.

    Jeg vil endda hævde at straffesparket sagtens kan forsvares, selv om det da er åbent til debat. Jeg ved godt at alle andre her havde hoppet langt over Lucas Neill og tordnet bolden op i nettaget, uberørt af 90 minutter i tungvarme og en halvleg i undertal, men Grosso er trods kun et menneske – og derfor tumler han akavet hen over manden der ligger foran ham og spærrer. Formentlig fordi han ved at chancen alligevel er spoleret og der er et muligt straffe i det, det er klart. Men mon ikke Lucas Neill egentlig ærgrer sig en del over at han var så naiv at give ham den option?

  15. Australierne bad aldrig om den italienske udvisning, Smoelle. Så det er ikke fair – Gus Hiddink eller ej – at håne dem med et ligeså forkert dømt straffespark.

  16. Ha! Tudeaustralierne klagede vist ikke da de fik foræret 40 minutter i overtal på en helt grotesk udvisning – men når deres kluntede forsvarer oversatser en tackling totalt, er det alle andres skyld 🙂

    Mest af alt er det bare fryd for Guus Hiddink. Så kan han lære det.

  17. Godt ord igen, Jens. Der er i det hele taget historisk had mellem England og mange nationer. Jeg nævner i flæng, Tyskland, Argentina ect.

  18. Underholdning på vej?

    Svennis afslører alt

    Sven-Göran Eriksson kan meget vel have en bestseller på vej, når han går i gang med en bog om sit fodboldliv med elskerinder og pokaler.

    Sven-Göran Eriksson har gennem sine seks år som engelsk landstræner levet sit offentlige liv i tabloidaviserne og skandalebøgerne. Nu vil svenskeren for første gang fortælle sin egen version af skandalerne og livet i fodboldens verden.

    Han vil fortælle sandheden om sit fodboldliv. Fra Torsby til England, fortæller Sven-Göran Erikssons økonomiske rådgiver, Lars Sternmarker, til Expressen.

    Eriksson har ikke været begejstret for de bøger, som er skrevet om ham hidtil, og han har heller aldrig kommenteret avishistorierne om utroskab, bagtalelser af spillere til journalister forklædt som sheiker og andre skandaler.

    Ifølge Svennis er halvdelen af det, som har stået i bøgerne usandt. Denne bog skal derfor være hans egne ord, siger Lars Sternmarker.

    Selvbiografien er dog fortsat på idé-stadiet. Vi skal først finde et godt forlag, og så må vi finde en forfatter, som kan skrive Svennis’ ord ned.

    Sven-Göran Eriksson har allerede modtaget flere tilbud fra flere aviser verden over, som vil købe rettighederne til at publicere uddrag af bogen.

    Sakset fra Ekstra Bladet

  19. Puha, ja hvor har de været en tynd omgang sjask, der har præget de indledende knock out kampe…Er mere end enig i betragningerne omkring England, og hvad jeg læse mig til af rygter på diverse engelske fora, er der ikke lutter sammenhold i den engelsk lejr bl.a dette rygte går:

    Taken from YNWA

    “A mate of mine knows Neil Bascombe (Chris’s brother) and told me this story:

    Just after Neville’s injury at the WC Neil and Chris are in the pub, Chris’s phone goes & its a text from JC asking Chris to “find out how long Gary Neville is going to be out for.”

    Perplexed Chris texts him back and says “what are you asking me for you are with him.”

    JC replies “Yeah but you don’t think I talk to that **** do you?”

    Nuvel ikke specielt overraskende i taget i betragtning, at der altid har været rygter fremme om at især MUFC og LFC spillere også i landsholdssammenhæng ikke kunne sammen… Men det er jo kun løse rygter

    Jeg havde så stor tiltro til Spanien, men drømmene blev bortkastet efter en tam indsats af det sangria drikkende mandskab, så jeg har kastet min kærlighed på det tyske landshold…CHOCK….da de efter min mening har spillet noget herligt offensivt fodbold…CHOCK.. og fordi jeg har penge på Klose ( som jeg i øvrigt gerne så i LFC) som VM topscorer…

  20. The show must go on, som en verdenskendt engelsk dragqueen så rigtigt sang engang, ikke længe før sin egen død.

    Når England har slået Portugal 5-2 på lørdag er alle bekymringer opløst.

  21. Også i England undrer mange sig over det engelske landsholds VM so far. Her fra The Independent:

    National honour demands a swift end to England misery
    By John Carlin
    Published: 28 June 2006

    Look. It is not inconceivable that England could win the World Cup. If Greece can beat Portugal in the final of Euro 2004, in Lisbon, then there is at least a chance that England might turn form on its head – and class, and style, and skill, and courage – and beat Portugal this weekend. Whereupon Beckham and Co would be only two games away from a trophy that no one in the world believes they remotely deserve.

    The best thing for England would be to lose on Saturday. For the good of the game. That is to say, for the good of the best thing England ever did for the species, invent the sport of football and transport it to every corner of the planet.

    Because the last thing you want is to stay on to the semi-finals and draw the world’s attention to just how badly, and – more to the point – how meekly, England play football these days. If this England were to go ahead and win the World Cup, the world would never forgive us. A century or more of global esteem would go down the plughole.

    The affection and respect the English game commands would be lost for ever. For the image that would become engraved around the world would be of an England that is the mirror image of Sven Goran Eriksson: dull, unimaginative, confused and – above all – timid.

    My point, and I suppose not all that many people in England have had the opportunity to grasp this, is that their nation is viewed with tremendous regard in the footballing world. I travel a lot for my day job and, whether I am out reporting on grotesque human rights abuses in Rwanda or electoral fraud in Mexico, always, without fail, the subject of football comes up. And always, without fail, someone says something warm and complimentary about English football.

    I used to remonstrate, but in recent years I’ve stopped. Because it’s no use. People everywhere have an idea ingrained in their heads. It is that English football is fast, brave, strong, cavalier, honest. It is not the prettiest to watch, but it embodies things about the spirit of the game that are even more elemental to its health than silky ball control or the nifty one-two. It is as if England had been accorded the status of keeper of the flame, defender of the faith.

    This might sound like madness to some English fans, accustomed as they have become over the last 30 years or so to view their game as lamentably agricultural compared to much of what they see in South America or the Continent. Yet this very description I am giving of the English football stereotype is something I have come across even among Argentines, who at another level hate us more than most. And I have found this reverence for the English game where I now live, in Spain, whose league is without doubt the most attractive to watch in the world.

    And yet, right now, this mighty monument is in danger of crumbling. The process began during the last World Cup, especially in the defeat to Brazil. I was there, and the most shocking thing was the limp manner of the exit. Nothing wrong with losing to Ronaldo, Ronaldinho and Rivaldo. But you go down fighting, for God’s sake. The way England did in 1970 against the greatest Brazil ever. Honour: that’s maybe the key word foreigners associate with the English game – honour, in defeat as in victory. There was no honour in that loss to Brazil in 2002. There has been even less in the four fiascos we have had the misfortune to witness in Germany.

    I mean, bringing on a defender for an attacker, Jamie Carragher for Joe Cole, with 15 minutes to go to preserve a 1-0 lead against Ecuador. Ecuador! A nation none of whose players has made any impact, nor will they, on the big European leagues. To be so spectacularly craven in the face of a rival so small is a betrayal of what England stands for, of the ideal people are struggling so hard to cling to these days.

    Less bad, though bad enough, was to have been outplayed for large portions of the game by the likes of Reasco, Mendez and Espinoza. Some people in England blame the players. Frank Lampard, for example, was shocking against Ecuador. But it’s not Lampard’s fault. The truly amazing thing is how a player so good, a player whose all-round talents have made Chelsea the envy of Europe’s biggest clubs these last two seasons, has been reduced to such mediocrity upon putting on the England shirt.

    More predictably, of course, people blame David Beckham. Yes, he has not been much good either. But let me tell you what every season-ticket holder at the Bernabeu these last three years will tell you: that Beckham has been seen in Spain as the incarnation of precisely those cliché qualities the world chooses to see in the English game of bravery, spirit and honest endeavour; that for these very reasons he is held in higher esteem (the polls show it) than Ronaldo or Roberto Carlos or three-quarters of the Real Madrid team.

    No, all roads lead to Sven. Or does anybody doubt that the finest collection of England players in 40 years would be making a far better exhibition of themselves in the event that, say, Rafael Benitez were in charge? No one has ever accused Rafa of being a practitioner of the jogo bonito. But he understands the honourable essence of the English game. Put players of the quality of John Terry, Lampard, Steven Gerrard, Beckham, Wayne Rooney and the two Coles under Benitez’s charge (or Mourinho’s, or Scolari’s, or Hiddink’s) and does anyone harbour the slightest doubt that they would be playing more organised, more flowing, and, above all, more passionate football? Is there any doubt at all?

    Of course not. It is because of Eriksson that it would be good if Portugal were to put his team out of their misery on Saturday. Good for the English game, establishing as it would once and for all how England must not play. But for now, all England have done is be crowned world champions of disappointment. So let’s get this over with now, comforted by the thought that things cannot get much worse; that after Sven the only way to go is up.

    © The Independent

  22. Vermouth, jeg mente historisk som historisk.

    For der var ondskab i luften for to år siden, da Portugal sendte England hjem fra EM. Og vistnok selvsamme sommer så en britisk-portugisisk UEFA-cupfinale (Celtic-Porto) blive efterfulgt af bitre angreb i den engelske presse på de portugisiske vindere og deres manglende sportsånd.

    De to begivenheder passer helt overens med, hvad jeg selv har oplevet fra fodbold-England: Hvis der er ét land, man dér associerer med playacting, skadesimulering, tidsudtrækning og enhver anden slags snyd, der i traditionel britisk forstand ikke hører hjemme på en fodboldbane, så er det altså…Portugal.

    Englænderne har stor respekt for Eusebio og hans Benfica-holds historiske – der var den igen! – bedrifter i 60’erne, men det er vel undtagelsen. Hvad en anden professionel portugiser, Manchester U’s Cristiano Ronaldo har fået at føle. Han er nok den spiller i Premier League som modtager mest abuse på de engelske stadions. Lidt fordi han ligner en latin nancy boy, men mest fordi hans konstante fald for at opnå frispark overskygger et ellers kun beundringsværdigt boldtalent, og samtidig passer som fod i hose på enhver britisk fordom om, hvem og hvad det i virkeligheden er han repræsenterer: Portugal.

    Jeg ved ikke hvad de i Portugal siger om England, og om de der lige nu håner det engelske landsholds indtil videre pinligt fornedrende spil ved dette VM, men bare udfra ovenstående britiske vinkel synes jeg ikke en brug af ordet “historisk” i forbindelse med de fordomme, den mistro, det had, den foragt, der er og længe har været, er forkert.

  23. Håber næsten at Portugal straffer de al for fedtspillende Englændere og sender dem hjem. Stemplingen af Cristiano Ronaldo var godt nok grim – jeg forstår godt han lå og jamrede!

  24. Pardon me, Jens. Historisk had. Hvad er den af, om jeg må spørge?

    Det er sjovt, som der er gået inflation i ordet historisk. Ikke en aften i nyhedsstrømmen, uden at et par begivenheder udnævnes som historiske. Det er vel første eftertiden, som kan tage stilling til om der også var så meget historie i den historie.

  25. Nix, den skal blive eksplosiv.

    Frankrig-Brasilien ligner også en herrekamp – verdens måske 2 bedste oldboys-landshold mod hinanden!

    Så er der til gengæld stor grund til frygt for de 2 andre fights. England lægger nok desværre ikke mere offensivt ud mod Portugal, end de gjorde med Ecuador. Og Portugal vil, når/hvis de kommer foran, bare ligge ned og jamre sig hele tiden, suk. Italien-Ukraine ser bestemt ikke lovende ud. Her mangler endda det historiske had, som England-Portugal trods alt vil nyde godt af.

  26. Ja, Mexico-Argentina har uden at den var super prangende været det mest reelle bud på underholdning i denne runde. Spanien-Frankrig i går tegnede til at blive det, men spaniolerne var underligt tandløse i langt den største del af kampen.

    Tyskland-Argentina derimod. Det kan da næppe gå helt galt?

  27. Hvor har 1/8-finaleholdende været skuffende. Ikke mindst gåfodbold-Brasilien med det manglende fløjspil. Og England med kujon-attituden. Og Ecuador. Og Italien. Og Ukraine. Og Sverige. Og Schweiz. Og selv Holland, trods stor underholdning gennem svinsk slåskamp.

    VM behøver i den grad 2-3 eksplosive 1/4-finaler, der kan rette op på the general misery.

  28. Den er så desværre bukket under for det pres, brugerne af jensunmack.dk (og andre wesites) har udsat den for. 🙂

  29. Perfekt! Har lige printet trøjer ud til mine tre drenge: Rasminho, Kjeldgauro og Gustinho.

    Hej fra Petaldo Peres

Skriv et svar