Håkan Hellström er ude med en ny single i dag, og som det hurtigt blev med ham, så tænkes der som lytter instinktivt, hvor man helt konkret lige har hørt den melodilinje eller de tekstbidder før. Nu er der jo heldigvis intet galt i at låne i popmusik, hvor Hellström er blevet berygtet som elegant mestertyv, fordi han har vist sig så dygtig til at få noget selvstændigt og personligt ud af sit bytte.
Der skal naturligvis ikke gå mange sekunder af dagens nye ‘Svindlande Höjder’ før alarmklokker ringer, musikpolitiets blå blink bliver tændt og Håkan Hellström sin vane tro føres bort i imaginære håndjern. I 2002 udsendte Ulf Lundell dobbeltalbummet Club Zebra. Dets højdepunkt er den næsten 15 minutter lange sansning af et titelnummer herunder, som åbner pladen. Mon ikke også Hellström og hans partner in crime Björn Olsson sætter pris på det stykke musik?
En oldtime-Håkan her. Et ret glimrende omend lidt uforløst nummer. Men det er da næsten kriminelt tæt på Lundells sang – som reelt er bedre (og meget længere)
Slemt, nej, for originalen er for dejlig en sang til ikke at ville låne lidt af. Og som sagt i indlægget er HH jo netop dygtig til at få noget nyt og andet ud af sine klare inspirationer.
Har ikke set Lundell klage over noget.
“…Jag flyger högt och det känns som jag faller igenom igen…”
Aih, er det nu så slemt, Jens? I øvrigt skal Lundell nok være den sidste til at klage over den slags, om det skulle komme så vidt …
‘ … ett enda ont ord om dig har alltid fått mig upp i ringen’