Havde så godt som afskrevet dem med “Flowers”, den håbløst ordinære udgivelse fra 2001. Ian McCulloch drak da øjensynligt for meget, ville for lidt, lød træt – trist var det. Så hvilken glæde det er at høre “Siberia”, Echo & The Bunnymen’s nye album. Selvom der vel aldrig kommer samme frie himmelflugt, som på bandets hovedværker fra starten af 80’erne, kan mindre nemt gøre tricket. For melodierne har nu atter luft under vingerne, og Ian McCulloch, ham der synger dem, lyder bedre end meget længe.
De sange der umiddelbart står klarest – fremragende “In The Margins”, “Of A Life”, “Make Us Blind”, ikke mindst “Everything Kills You” og den så Bunnymen-episke albumafslutter “What If We Are?” – har en vital relevans, vi ikke mindes at have hørt fra den kant, siden “Ocean Rain” fra 1984. Det var pladen, som bigmouth-forsangeren i Echo & The Bunnymen dengang, med største selvfølgelighed, proklamerede “the greatest record ever made”. Her er beviset for at Mac stadigvæk kan holde hovedet højt.
Hey hey:-( “SnackeCharmer” er sgu da et fuldendt mesterværk fra danmarks tidligere BEDSTE danske rockband. Jo, de havde da deres problemer under indspildningerne, som man kan se i den triste affære “422 Dage i dybet”, men resultatet var et sublim værk. Et kæmpe løft op på en lille lyserød sky efter den noget mekaniske, “Unspoiled Monsters”. Alt respekt til de gamle punkere:-)
Men er dog absolut enig i at Big Fat Snake stinker noget så grusomt. Hold kæft noget fadøls-lorte musik! Ander Pichfeldt´s skingrende vokal er virkelig crap!
Top 5 Sort Sol-plader:
1. Minutes To Go(Sods)
2. Everything That Rises…Must Converge
3. SnakeCharmer
4. Flow My Firetear
5. Glamourpuss
Den er godt nok spektakulært ringe 🙂
I øvrigt giver jeg dig inderligt ret vedr. Sort Sol. Det havde klædt dem så godt med et album på dansk. Bare tænk på hvor fantastisk de lød da de tacklede C.V.’s ‘Indian Summer’. I stedet trak de deres småmystifistiske lommeuld så langt ud den kunne komme, med stadig mindre dragende og stadig mere fnisfremkaldende resultater – check Snakecharmer; hvordan kunne de være tre år om at lave en plade hvis sange lyder som om de tog en weekend at skrive?
Fair nok, Smølle – måske en smule urimelig, men jeg var også lidt halvstiv da jeg kom hjem i nat. Prøv lige at tænke på hvor fedt et band Mew kunne have været, hvis de havde haft mod og evner til at lave gode tekster på dansk. De kunne have været et rigtigt spændende band. I dag minder de blot alle mulige andre bands, og som (ligesom de andre jeg nævner – lad os også inkludere hedengangne Sort Sol) kun er kendte af du og jeg fordi de tilfældigvis er fra Danmark.
Der er lavet rigtig mange dårlige og banale engelske tekster af danske bands gennem tiden, men som man ikke rigtig lægger mærke til fordi de netop synges på engelsk. Her er min top 1:
1. Big Fat Snake – Fight For Your Love – Bandet er crap, musikken er crap – men prøv lige at se teksten – hold kææææææææææft den er dårlig 🙂 🙂
I don’t wanna be number one
And I don’t wanna see you gone
It’s hard for us to stay in tune
You and I are like the moon
Chorus
Cause we are full of in-betweens
Two beats on a tambourine
We can never get enough
If you don’t fight for your love
If you don’t fight for your love
I don’t wanna be number two
And I don’t want that for you
This is an eternal cease-fire
And we don’t even know why
Chorus
I don’t wanna be the one to rule you
Or cool you
All I wanna do is just to hold you
To hold you
(Solo)
Will we ever settle down
Will we ever come around
Are we gonna fight on forever
Are we gonna break up whenever
Chorus
If you don’t fight for your love
If you don’t fight for your love
If you don’t fight for your love
If you don’t fight for your love
Naaah, Aakjær, jeg synes du er lidt urimelig hvis du sætter Mews og Tim Christensens tekster under samme tuborghat. Det er klart, at deres fabler og mystiske spind ikke falder i alles smag, men de kunne knap være længere fra Tims ærkebanale og sprogligt hjælpeløse, tåkrummende tekster i stil og sprogfornemmelse. Trods alt 🙂
Ja…der kan siges meget om danske musikeres omgang med det engelske sprog..mest dårligt er jeg bange for…til illustration vil jeg blot nævne, at da det engelske magazin Q endelig tog sig tid til at anmelde danske Kashmir’ album “Zitilites”, så faldt anmelderen over de noget hjælpeløse tekster og måtte nævne følgende eksempel på dette forhold med citatet “now I want to make children” fra sangen “Ruby Over Diamonds”.
Okay – jeg går hele planken ud …
Gi’ mig de tæsk jeg fortjener! 😉
Jeg holder meget af Jens U (og Love Shop) fordi han skriver intelligente tekster på dansk som jeg kan forholde mig til.
Mew, Raveonettes, Tim C. eller Kashmir forsøger at skrive sig på unuanceret skoleengelsk ind i en verden de aldrig har været eller bliver en del af. De laver ind i mellem okay musik men “hang the bloody DJ – it says nothing to me about my life”. Teksterne er kliché-fyldte (på den u-fede måde), og hæver sig desværre på dette punkt ikke over mit hade-band numero uno Big Fat Snake.
Dansk moderne musik er genrelt desværre lysår væk fra svensk og islandsk på dette område.
Hvis dette er vejen hjem fra rocknroll så vink til mig fra toget 🙂
http://exodus.interoutemediaservices.com/deliverMedia.asp?id=2b5ee7b3-3039-4c57-ba6d-fb42e6536a9e&delivery=stream
“Siberia” er en vokser…ingen tvivl. Den er i hård rotation her….
Godt ord igen så, og det bliver spændende at høre den nye Elbow.
En anden ting er at Siberia vinder voldsomt ved genhør, så lad det være (endnu) en anbefaling…
Top fem af Bunnymen da de var gudeskikkelser:
1. The Killing Moon
2. The Back of Love
3. The Cutter
4. Show of Strength
5. Ocean Rain
Top fem efter at de forekom lidt mere menneskelige:
1. The Game
2. Just a Touch Away
3. Lips Like Sugar
4. Fools Like Us
5. Nothing Lasts Forever
yo smølle…..det er musik, det er subjektivt…men lad vær at beklage…der skal jo sættes ord på og kanterne kan blive trukket hårdt op…flipper iøvrigt helt ud over den nye Elbow…ikke ringe
Hype? Det er vel bare folks holdninger. Det er da fair nok hvis du synes de ikke holder en meter. Beklager meget.
…hypen om Mew synes ikke at tage nogen ende…og nu også på dette forum (og på Sidelinien) well, indrømmet det fungerer, men de spalter ligesom ikke atomer med deres noget postulerede udtryk med den overdoserede højstemte new age lyrik. Jeg ved det ikke – bliver bare så træt – det er lidt som barndommens candy floss…fluffy and good looking..but beneath? No substance.
Jeg ved ikke… jeg ville bare ønske at de igen ville komme tilbage noget andet end 1234 og slæbende midtempo – tilbage til psykodramaerne fra de tidlige firsere, men jeg ved jo at det er håbløst at håbe på og at man må lade sig nøje, og at man så bare må lade være med at lytte lige efter at have hørt ‘Show of Strength’, ‘The Back of Love’ eller ‘Rescue’ 😉
Men okey, den er klasser over Flowers. Mere som en ekstra spændstig (Will Sergeants ære!) overbygning på de rigtig gode sange Mac allerede skrev på sin undervurderede soloplade Slideling. Og den vinder for hvert lyt (en floskel, men det er sandt…)
Jeg ville nu ikke droppe Mew af den grund. Føj for den lede hvor er den plade god!
jep..det er rart, at bitre (åh det satans verdensgennembrud gik til de hellige og frelste i U2 og Simple Minds) Mac the Mouth og Co igen er ved at genvinde en nogenlunde acceptabel form. “Evergreen” var vel et rimeligt bud på et 90’er-album. “What..” og “Flowers” var noget vadestedsagtige uden fornøden fokus og intensitet i materialet og produktion. Men ser nu frem til at opleve Echo live på Lille Vega i november med nye sange og gamle favoritter. Og i den forbindelse er det vel på sin plads med en lille top fem singler fra Echo numre:
1. The Killing Moon ( single 1983 -album Ocean Rain 1984)
2. Rescue (single 1980 – album Crocodiles 1980)
3. Lips Like Sugar (single 1987 – album Echo and the Bunnymen 1987)
4. The Back of Love (single 1982 – Porcupine 1983)
5. Nothing last Forever (single 1997 – Evergreen 1997)
I forlængelse heraf skal der blot slås et hårdt slag for engelske The Sound, der ligesom Echo udkom på Korova i starten af 80’erne. De led en barsk skæbne, men på albummene “Jeopardy” (1980), “From the Lions Mouth” (1981) samt WEA udgivelsen “All Fall Down” spiller bandet en intens og mørk rock, der er helt uovertruffen. Jeg vil væde mine gamle smiths singler på, at Interpol har lyttet til disse albums…….
Har lige nået første gennemlyt af min nykøbte “Siberia”, inden jeg dribler på job. Og ja tak. puha sikke en vitalitet Big Mac og Seargent har fået sparket ind i Bunnymen igen siden de frygtelige, frygtelige What are you going…og Flowers. Var og er egentlig ganske begejstret for Evergreen, men den nye plade lyder utrolig lovende. Tak for anbefalingen Jens, havde egentlig opgivet dem, men dit review og nogle liverpool residerende Liverpool FC fans gode vibes omkring den, gjorde at jeg ombestemte mig på bekostning af Mew.
Bunnymen var og er et fantastisk band. Mindes med et smil at en gymnasieklassekamerat fik lov til at overnatte hos McCullough på Hotel Royal efter en koncert i Stakladen i de tidlige 80’ere. Alt hvad de lavede indtil de Freitas kørte sig ihjel var fantastisk og holder stadig den dag i dag. Også deres koncert på Roskilde efter deres undervurderede eponymous album i ’87 mindes jeg med stor glæde og vemod. En skam de ikke kom til Smilets By i denne omgang men de gav en god koncert på Train for et par år siden hvor Seargent kom ud i baren og snakkede efter koncerten.
PS. Er der andre der som jeg er blevet væltet totalt omkuld af det nye Sigur Rós album eller er det for langt ude på dette forum?