Jeg blev første gang opmærksom på Jesse Malin, da jeg så ham varme på for Ryan Adams i Store Vega for nogle år siden – kun bevæbnet med en akustisk guitar og sine gode sange. Men det var også nok til at overbevise mig og mange andre om mandens store kvaliteter som sanger og sangskriver. Min gamle studiekammerat, der var med mig i Vega, sagde spontant, at Jesse Malin mindede ham om Bruce Springsteen. Og helt forkert er det ikke. Jesse Malin befinder sig inden for netop denne rocktradition med skarptskårne, længselsfulde sange, der på én gang kan fortælle en historie og fungere til en fest. På det foregående album, Glitter In The Gutter, var det da heller ikke så overraskende, at Bruce Springsteen var med som gæst.
Nu er vi ved fjerde album, og på Love It To Life har Jesse Malin et fast backing-band med sig ved navn The St. Marks Social. Desuden møder vi Ryan Adams igen (han producere Jesse Malins debutalbum) og – Brian Fallon fra The Gaslight Anthem. Hvis man som jeg er lidt skuffet over dén gruppes nye album, American Slang, er Love It To Life en velkommen lettelse. Og hvis man ikke er skuffet, så hør Love It To Life alligevel. Jeg vil påstå, at der er tale om Jesse Malins hidtil bedste udspil – et godt lydspor til den sommer, kalenderen fortæller os, vi burde have lige nu.

Undskyld, at jeg bringer denne gamle tråd til live igen, men var nede at høre Malin i Aarhus i sidste uge, fremragende som altid. Det nye album “New York Before The War” er ganske forrygende. Har pastoren mon hørt det?
Og så et kæmpe “enig!” herfra nu det endelig blev tid til at lytte til værket – det tætteste han i kvalitet er kommet The Fine Art of Self Destruction, som jeg stadig ikke forstår at nogen så gerne ville af med, men jeg er meget taknemmelig 🙂
Ja.
Hvad hvis man elsker American Slang, men var halvlunken over for Jesse Malins Glitter in the Gutter, og ret negativ over for hans coverplade On Your Sleeve? Er han i fremgang?