Faldt over 12″eren med den originale seks-minutters version af Lars Hug’s ‘Elsker Dig For Evigt’ i Aarhus fredag formiddag. Hug var flyvende efter Kliché-bruddet med sit frygtløst mesterlige Søren Ulrik Thomsen-album City Slang (1984), men hvor dén vildtvoksende moderne musik skulle føre hen, det var der i sagens mangefacetterede natur intet logisk bud på. Singlen ‘Elsker Dig Forevigt’ – udsendt såvidt huskes i det tidlige forår 1986 – var første gang man hørte Hug som soloartist med egne og dengang overraskende romantiske ord. Musikken er i essens schlager, men Hug havde den skarpe kant i sin stemme, der skulle til for helt at undvige genrens faldgrube af tynd døgnflue-fernis. ‘Elsker Dig Forevigt’ blev som fortjent hit Lars Hug’s folkelige gennembrud som soloartist, og satte os alle på sporet af det store danske state-of-the-art-popalbum Kysser Himlen Farvel, der skulle udkomme året efter. Videoens billeder undervejs af Hug, Vervohlt og Hilmer er fra et DR-kulturprogram de optrådte i, kvinden med parasollen Hug’s daværende kæreste, nej, kun sangen var for evigt. Her er det ikke den anderledes udgave fra 12″eren, men i stedet 7″er- og album-versionen…