Manchester-punkens pionerer Buzzcocks udsender fra 1977>79 otte 7’er-singler, der i dag, mere end bare punk, står som en masterclass i enkel pop-perfektion. Korte intense følelsesudbrud af som oftest uigengældt kærlighed forløst på sort vinyl i støjende omkvædseufori. Hurtigt bliver disse singler (samt deres tilhørende B-sider) udgivet samlet på US-albummet med den så Buzzcocks-rammende titel Singles Going Steady (1979). Den anden single i rækken udkommer 3. februar 1978, og hvilken lykkeligt forløst ulykke ‘What Do I Get?’ bringer. Men ak, kun halvandet år senere skal de her så frisklydende Buzzcocks pludselig fremstå som last years’ men, da de begår den modige fejltagelse, at invitere bysbørnsdebutanterne fra Joy Division med som opvarmning på deres engelske tour. Ja, det går op og ned i showbiz. Eller som Buzzcocks på vej op her nærmest nærmest profestisk kalder egen snartkommende fremtid: ‘What do I get? / Nothing that’s nice’…
Det engeske pladeselskab Cherry Red udsender en ny 10″ med Buzzcocks i slutapril, skulle det have nogles interesse. 🙂
Tag et kig her: https://www.cherryred.co.uk/product/buzzcocks-senses-out-of-control-10-vinyl-ep/?mc_cid=50a19aeedc&mc_eid=db4815275e
I de to nævnte tilfælde – specielt førstnævnte – er æblet isåfald faldet katastrofalt langt fra stammen. Måske fordi sans for melodi og hooks og lyrisk finesse er altafgørende i Buzzcocks’ disciplin. Til sammenligning er Green Day snottet børnerock.
The Buzzcocks blev åndelige stamfædre til Green Day (i al fald i disses tidlige udgave), NOFX og en masse andre primært amerikanske bands.