Se her:
Please Please Me (1963)
With The Beatles (1963)
A Hard Day’s Night (1964)
Beatles for Sale (1964)
Help! (1965)
Rubber Soul (1965)
Revolver (1966)
Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (1967)
The Beatles (aka White Album) (1968)
Yellow Submarine (1969)
Abbey Road (1969)
Let It Be (1970)
De fleste år lavede The Beatles 2 albums, og næppe mange vil vel kalde f.eks. Help, Rubber Soul eller Revolver for mindre end vigtige britiske rockalbums. Og derudover var der Magical Mystery Tour og en hel masse sange, der kun kom som singler. “Day Tripper”, “Rain”, “Lady Madonna”, “Hey Jude” og en masse andre meget kendte Lennon/McCartney-numre kom aldrig på noget album.
Eller se her, hvordan det gik R.E.M.:
Murmur (1983)
Reckoning (1984)
Fables of the Reconstruction (1985)
Lifes Rich Pageant (1986)
Document (1987)
Green (1988)
Out of Time (1991)
Automatic for the People (1992)
Monster (1994)
New Adventures in Hi-Fi (1996)
Up (1998)
Reveal (2001)
Around the Sun (2004)
Accelerate (2008)
Til og med 1988 kom der et album om året, og også her var i det store og hele rigtig gode albums. Nå ja, så var der også Chronic Town-EP’en og b-side/outtake-opsamlingen Dead Letter Office – og de fik tid til at hjælpe Warren Zevon og hver især producere albums for mere ukendte venner. Så gik det pludselig langsommere.
Eller hvad med Miles Davis? Lige inden og mens The Beatles er sammen, laver manden følgende albums:
Kind of Blue (1959)
Sketches of Spain (1960)
Someday My Prince Will Come (1961)
Quiet Nights (1962-1963)
Seven Steps to Heaven (1963)
E.S.P (1965)
Miles Smiles (1966)
Sorcerer (1967)
Nefertiti (1967)
Miles in the Sky (1968)
Filles de Kilimanjaro (1969)
In a Silent Way (1969)
Bitches Brew (1970)
Han holder tydeligvis pause i 1964 for at fejre at denne blogs forfattere lader sig føde, men derefter går det slag i slag med ét, nogle gange to albums om året. Fra 1974 begynder det at gå lidt langsommere, men i 1980’ernes første halvdel kommer der stadig ét album om året.
Jeg kunne også have nævnt Joy Division/New Order , der ikke lod sig slå ud af at forsangeren døde, men i lang tid blev ved at lave 1 album om året og en masse singler (“Blue Monday” og “Temptation” er f.eks. ikke med på noget album) – eller Bob Dylan, der var nede at ligge med sin motorcykel, men så begyndte at lave et album om året igen.
Der kan være mange grunde til at produktiviteten er for nedadgående. Beatles og R.E.M. lavede deres første mange albums, da de var først i tyverne og bare var fire fyre med deres instrumenter i studiet; produktionerne var små og enkle. Så fik de familie og en masse medieopmærksomhed, der i stort omfang handlede om alt andet end deres musik. Beatles holdt helt op med at turnere i 1966, R.E.M. holdt en lang pause fra 1988 og frem til 1994.
I dag er det en mediebegivenhed, når/hvis Kashmir udsender et nyt album. Massive Attack lader høre fra sig efter 7 års pause. Kate Bush lod hele 12 år gå mellem The Red Shoes og Aerial. Mange andre lader “kun” 2 år gå mellem hver albumudgivelse. Men er det virkelig indbygget i den kreative proces, at det begynder at gå langsommere? Eller er det mon markedskræfter, forventningspres, skriveblokering… ?
Mark Hollis, der udsendte sit seneste album i 1998 og sit forrige med Talk Talk i 1991, sagde engang, at han aldrig kunne drømme om at udgive et album, hvis ikke det tilføjede noget nyt til det, som han – eller andre – allerede havde udgivet i forvejen.
Med al respekt for R.E.M. og Joy Division/N.O., så var The Beatles og Miles Davis med til at definere hver deres genre og havde så stort et kreativt overskud i forhold til deres samtid, at de hver især ikke udgav ét eneste album for meget. Det samme kan ikke siges om Rolling Stones og Bob Dylan, der begge har leveret mange svage (læs: pinlige) udgivelser, selvom sidstnævnte har haft en unik evne til at genfinde formen og atter blive vedkommende efter års kreativ tørke.
Nogle kunstnere lever for at skabe musik, mens andre (lad os kalde dem håndværkere) skaber musik for at leve. Vi bør være taknemmelige overfor kunstnere som Mark Hollis, C.V. Jørgensen og Kate Bush, der alle har beriget os med fantastisk musik men også har haft værdighed at tie, når de ikke havde mere at tilføje.
Hvad mere er der egentlig at sige?
alt er på det nærmeste sagt
for vanen tro & alt andet lige
har ordet atter mistet sin magt
Himlen flyder over af løfter
hjertet flyder over af pral
mennesker mødes og skilles igen
som et ekko i en tom katedral
© C.V. Jørgensen (på sit forrige album fra 1994)
Nick Cave har fortalt, at Ginderman er lavet fordi hans opladeselskab ikke mente, at han burde udsende albums mere end hver tredje år.
Det er vidst noget med at vente på, at der et behov igen. Se på C.V. Jørgensen, der har 5 udsolgte koncerter i vega, fordi han er “vendt tilbage” efter 5-6 år.
Det virker meget mærkeligt, at man har muligheden for at leve af at spille og skrive musik, men man vælger at sidde derhjemme istedet