Mens denne blogs læsere (forhåbentlig) sover, går denne blogs ældste forfatter rundt i Queensland.  Jeg ankom til Brisbane med Qantas kl. 6.30 efter en alt for kort nat i Airbus og kunne hurtigt konstatere, at morgentrafikken hernede ikke er påvirket af fygning. Det ligner ved første øjekast USA, men metersystemet virker, bilerne kører i venstre side, højttalerstemmerne lyder mere som BBC end som NBC og en elevator hedder en lift. Endnu et eksempel på hvordan den nye verden er kommet til at se ud, hvor briterne fik lov til at præge samfundet lidt længere (end i USA, hvor de vel nærmest smed sig selv ud.)

Når jeg er så heldig at besøge et land, hvor hovedsproget er engelsk, havner jeg uvægerligt i en eller flere boghandler. Denne gang ledte jeg efter The 10 Rules of Rock And Roll af en vis Robert Forster. Først prøvede jeg Borders Books, hvor de havde et pænt udvalg af musikbøger – og også temmelig mange, der så spændende ud. Den unge ekspedient spurgte mig om jeg fulgte med i Forsters musikjournalistik. Jeg måtte tilstå, at det var jeg som dansker ikke så god til. Men bogen ville jeg da meget gerne have. Var der så mange i Danmark, der rigtig godt kan lide The Go-Betweens? Her måtte jeg igen tilstå noget: Det er der nok ikke, men vi er da nogen der kan. Sådan er det egentlig også i Australien, bemærkede ekspedienten. Men de har da fået en bro opkaldt efter sig, indskød jeg – og fik svaret, at det først er for nylig, at det er lykkedes.

Bogen fandt han desværre ikke, men han foreslog mig at prøve Rocking Horse Records. Heller ikke der kunne de desværre hjælpe mig (men de havde en hel masse t-shirts med metalbands) – og foreslog mig at prøve en af de store boghandler. Lidt skuffet gik jeg tilbage mod hotellet. Hov, der var jo en lille boghandel – gad vide om…?

Nogle gange kan man tage fejl. Udefra lignede Folio Books et sted, der sælger koge- og havebøger og kalendere med postkortmotiver og de sædvanlige bestsellere, men den slags skal man ikke lade sig narre af, for den var der.

Ekspedienten var en venlig dame.

– Han kommer herind engang imellem, sagde hun.
– Så han her stadig, ikke? spurgte jeg.
– Jo, han bor ude i West End et sted. Du kan prøve at spørge forlaget om adressen, foreslog hun.
– Så vigtig er det nu heller ikke, men jeg har da en ven i Danmark, der er interesseret.
– Hvis Robert Forster var herinde en af dagene, ville jeg da gerne gøre opmærksom på det, sagde den venlige dame.
– Han ikke er svær at få øje på, bemærkede jeg.
– Nej, og han er jo også ret høj. Hans kone er fra Skandinavien, er hun ikke ? Hun er nemlig også ret høj.
– Hun er faktisk tysker, kunne jeg svare.

At et klima, der vel nærmest er subtropisk, kan fostre (undskyld ordspillet) en altid ulasteligt klædt personage som Robert Forster, virker måske underligt for en uformel dansker i shorts og lærredssko. Men sørme om ikke adskillige australske mænd kan antræffes på lignende måde – jakken har de dog hængt fra sig.

Og bogen? Den vil jeg kaste mig over lidt senere. Først skal jeg lige ned og se The Go-Between Bridge.