En Replacements-erstatning?

Da Love Shop gik på pause i 2004 var det hverken Hilmer Hassig’s forskellige udgivelser som producer eller min soloplade, men derimod Henrik Hall’s solodebut, der vel lød mest af Love Shop. Ret uventet eftersom han endnu aldrig da havde skrevet en eneste sang til LS. Om små to uger udsendes Anything Could Happen, det andet album med Tommy Stinson’s Bash & Pop. Stinson er naturligvis mest kendt for sin rolle som wonderkid-bassist i Paul Westerberg’s Minneapolis-outsiderrockband The Replacements, og siden for at være i bassist i Axl Rose’s Guns ‘n’ Roses, men i Bash & Pop spiller han en musik, der i lyd, attitude og sangskrivning giver stærke mindelser om det første band, han voksede op i. Nej, Paul Westerberg’s unikke sangskriverklasse er der naturligvis ikke tale om, men mindre kan måske gøre det, nu den ægte vare ikke findes længere. Stinson har selv fortalt, at flere af disse nye sange egentlig var øremærket det Replacements-album, som længe lignede en mulighed under bandets nylige live-reunion. Hvad Westerberg ville have sagt til at skulle dele sin normalt suveræne sangskriver-rolle med Stinson er så en anden sag, som den historie intet melder om. Her ‘Love On The Rocks’ fra Bash & Pop’s nye album…

4 tanker om “En Replacements-erstatning?”

  1. Tommy Stinson var eneste ophavsmand til “Satellite”, der var en B-side (og ikke kom med på All Shook Down), men han var med til at skrive andre numre undervejs i The Replacements’ oprindelige inkarnation, bl.a. den ikke helt ukendte hyldest til Alex Chilton.

  2. Paul Westerberg findes, jovist, men det gør Replacements ikke, og det var der han leverede bedst som sangskriver IMHO.

    Skrev Stinson ikke bare en enkelt single-B-side eller noget til Replacements dengang?

  3. Med mindre der er sket en ulykke, jeg ikke har hørt om, findes Paul Westerberg da stadig! Men Stinson er en erfaren mand, og var da også med til at skrive nogle sange i Replacements-tiden tilbage i 1980’erne. Og han har da også udsendt flere albums i eget navn og med bandet Perfect i årenes løb.

  4. Har hørt et par numre. Lyder ganske godt. Jesse Malin roser hele albummet til skyerne på sin blog. Bliver spændende at høre. Fed februar, vi går i møde. Nyt fra Ryan Adams og ikke mindst Strand Of Oaks.

Skriv et svar