Et af de største engelske bands

Retrospektivt står The Smiths nu næsten endnu vigtigere, end dengang de fandtes og udsendte plader, fra 1983-87. For da var de ‘bare’ fremragende, enestående, nyskabende og virtuose. Men med tiden har det vist sig, hvor voldsomt store sange The Smiths skrev i øjeblikket, samt hvor indflydelsesrige de skulle vise sig at blive på så mange af de navne, der tog rockmusikken videre efter dem. Ligesom Beatles, Stones, Kinks, Pistols og Clash, er The Smiths blevet en del af den dna, al ny kridhvid britisk musik i musikalsk selvbevidsthed undfanges udfra.

The Smiths’ bassist Andy Rourke, der fylder år i dag, huskes desværre nuomdage mest for sit heroinmisbrug og sin twist i retten med Morrissey/Marr, og det er lidt synd, for sammen med den næsten endnu mere The Smiths-vanærede Mike Joyce udgjorde han den optimale rytmegruppe for den skabende duo’s ambitiøse idéer omkring hvordan ny popmusik skulle spilles og lyde, som f.eks. her på den vidunderligt hengivne ‘Well I Wonder’ fra Meat is Murder (1985). Helt i tråd med den virkelige verden ses The Smiths først sammen i den medfølgende video, hvorefter Morrissey fremstår alene med sit nye band hen mod slutningen. Heartbreaking stuff…

Skriv et svar