Jens og Pastoren har haft en lille passiar om det kommende album. Her er den.

Pastoren: På en måde er Risiko en juleplade – albummet blev i al fald til i julemåneden. Hvorfor blev det sådan? Jeg fornemmer nærmest en slags raptus, hvor sangene dukkede hurtigere op end ellers. Eller var sangskrivningsprocessen som før?

Jens: Vi indspillede skam allerede fra sidst i oktober, men også i november, når LS-touren gav os tid til det. Men rigtigt at hele december og starten af januar var specielt travl i studiet. Vil ikke sige sangene dukkede hurtigere op end før, for faktisk er der blevet skrevet til pladen det sidste års tid. Vi har virkelig gjort os umage denne gang, så mange skitser og sange er blevet fyret, hvis/når de ikke helt levede op til vores ambitioner om at skabe en ny, selvstændig Love Shop-plade uden ét gram overflødigt fedt på kroppen.

Pastoren: Jeg synes selv at Risiko har en “slankere” produktion end tidligere; guitaren lever en mere tilbagetrukket rolle end tidligere. Vi befinder os især langt fra det Love Shop, der fandtes frem til 2004 og på nogle måder egentlig tættere på Aftenland Express (men mere kortfattet i sit udtryk). Hvorfor blev dette et Love Shop-album og ikke et Jens Unmack-album?

Jens: Fordi det er et Love Shop-album, med sange skrevet til – og indspillet af – Love Shop. Vi har gjort os umage med ikke at gentage os selv, men prøve nye tilgange lydmæssigt og nye strukturer i sangene. Når man har lavet så mange plader som Love Shop efterhånden har, er det vigtigt at holde processen levende og frisk, for ellers falder både niveau og relevans. Slankere produktion af Mikkel D, sikkert, men i mine ører dog meget langt fra mine soloplader, der oftest er indspillet med regulære livetakes i studiet. Risiko er en klassisk LS-plade på den måde, at studiet fungerer som laboratorium, hvor musik/lyd udvikles og optimeres. Så selvom det ikke lyder som for længe siden er det stadig netop en højteknologisk studieproduktion.

Pastoren: Rune Kjeldsen er (i al fald for en stund) tilbage i folden. Hvordan skete det?

Jens: Rune’s guitar til ’Skøjteløb på Bagsværd Sø’ blev indspillet allersidste aften inden pladen skulle mastereres. Sangen og dens potentiale havde ikke været en nem størrelse at knække undervejs i indspilningen, og det var først tilsidst dens form faldt helt på plads og gav sig. Da manglede vi pludselig en guitar, men Mika var netop rejst til USA, så i stedet fik vi tag på Rune Kjeldsen, der er et es og som vi i Love Shop senest havde spillet et show med på Grøn Koncert i Odense i sommer.

Pastoren: Hvis Dagene løber som heste er et album om at være blevet 40 og at skulle forlige sig med det, er Risiko tydeligvis et album om at være på den anden side af de 50 og at skulle leve med at være utilpasset og utilpas og samtidig skulle leve med at man endegyldigt befinder sig i sidste halvdel af livet. (Det er i så fald en tilstand, jeg selv kender temmelig godt.)

Jens: Ja, levet liv findes forhåbentlig i sangenes ord. Jeg prøver på ikke at være så bevidst om sangenes facitlister, for så bliver de let alt for firkantede og einfach.

Pastoren: Nogle gange kan jeg godt føle mig omgivet af selvudnævnte verdensmestre i medierne og i det daglige. Det er som om man helst ikke må tage fejl.

Jens: Men alle tager jo fejl indimellem. Fejl er vel et af de mest menneskelige karaktertræk. Men det er desværre sådan at dumhed ofte tror sig meget klog.

Pastoren: “Triumf” må være en sang om at blive ubønhørligt ældre “i løb mod tiden der går” i en verden “der ikke føles som hjem”. For mig at se er det også tydeligt på “De forelskedes smag i din mund”.  Der er en helt klar Günter Grass-reference (“Stunde Null for hver og én”) – er det en “nultime” at være midaldrende?

Jens: ’Triumf’ er i al fald om mistet uskyld, og med uskylden – eller ungdommens idealisme – som den egentlige rigdom vi sendes afsted med i livet. Stunde null i ’De forelskedes smag i din mund’ er ment som det øjeblik hvor ødelæggelserne er forbi og liv kan begynde igen. En sang der gerne vil stå op mod mørkets kræfter.

Pastoren: Hvad er en dødsraket egentlig, og hvordan strander man på den? Og er trouble boys en reference til The Replacements (sådan som jeg tror)?

Jens: Livet er en dødsraket, trouble boys i sangen et tilstandsbillede med ord lånt fra titlen på en The Replacements-biografi, jeg var i gang med at læse i oktober, jo.

Pastoren: “Skøjteløb på Bagsværd sø” er selvfølgelig et citat fra Gasolins “Det bedste til mig og mine venner”, men hvor Gasolins sang var hurtig og nærmest fandenivoldsk, er denne sang tydeligt indadvendt og melankolsk. Jeg fornemmer at der er tale om albummets nøglesang; den dukker op igen nær slutningen som “Istid Farvel”. Har jeg mon ret i den fornemmelse?

Jens: Jeg skal ikke sige om det er albummets nøglesang, men en vigtig en er det, ikke mindst med den baggrund, dens melodi er af så høj evergreen-karat, samt fordi dens coming of age-tema er en så central ting at synge om for et livselskende band som os.

Pastoren: Har du egentlig prøvet at løbe på skøjter på Bagsværd sø?

Jens: Aldrig nogensinde. Men Gasolin fik vel nærmest en hel generation af teenagers til at drømme om det. Men vi anede jo ikke engang dengang hvor Bagsværd Sø tilnærmelsesvis lå henne, altså om det var midt i København, eller hvad. Så begrebet ’skøjteløb på Bagsværd Sø’ var nok mere navnet på en serveret drøm om et levende og spændende liv en dag, langt fra hvor man gik og følte sig ubetydelig.

Pastoren: “Mørkets hastighed” er vel mit yndlingsnummer på Risiko: Et møde mellem Bertolt Brecht og Marvin Gaye (bortset fra titlen, der er hentet hos Per Aage Brandt). Formodentlig det bedste soulnummer nogensinde fra Love Shops hånd og tilmed i form af en tilbagelænet slow jam, der fortjener en lang, lang Gaye-inspireret outro i live- sammenhæng. Kan du love noget sådant?

Jens: Et LS-soulnummer, nu bliver jeg for alvor skræmt. Mikkel Damgaard har skrevet musikken til ’Mørkets hastighed’, så det med soul – eller groove – må du nok hellere tage med ham. Jeg tager gerne min melodika med på tour og spiller en endeløs to-fingers New Order-solo henover outroen, skulle det glæde nogen.

Pastoren: Men ligesom for “Skøjteløb på Bagsværd sø” vender denne sang sit tekstlige forlæg på hovedet. Hvor “Seeräuber-Jenny” er en sang, hvor skibet repræsenterer håb og oprør, er skibet i denne sang det stik modsatte. Hvor kommer inspirationen fra? (Alle referencerne til himlen – hvornår er den sidst blevet nævnt i en sang af Jens U.? – og bølgerne og vinden får mig til at tænke på klimaforandringerne.)

Jens: Skibet kommer med forandring, og forandring i disse tider er sjældent til det bedre. Måske skibet er lastet med verdens elendighed, who knows?

Pastoren: “For den engelske regn” er din seneste (og – synes jeg – den mest overbevisende) hyldest til det engelske fodboldpublikum. Men hvem var det, der blev hægtet af i Leeds?

Jens:  Vi er vel alle blevet hægtet af i Leeds. I 70’erne var Elland Road et frygtet sted at komme på besøg. Der blev ens hold gerne musklet af banen af ’Dirty Leeds’, som de blev kaldt, og klubbens tilhængere var frygtindgydende. Som en politimand sagde til mig i Sheffield sidste år, da han skulle forklare hvorfor sikkerhedsopbuddet var så enormt til et Yorkshire-derby i Championship, en kold vinterdag mellem Wednesday og Leeds United: ’No one gets on with Leeds’. Som sådan er Leeds et billede på den hårdhed, fodbold også slår ned med på os der er i dens vold.

Pastoren: “Mennesker har brug for at tale om natten” er et andet vellykket soulnummer på Risiko. Og så bemærker jeg en interessant dobbelthed i titlen. Der er to måder at “tale om natten” på: Man kan tale sammen, mens det er nat, men kan kan også tale om dét, at det er natten. Eller begår jeg en overfortolkning her?

Jens: Endnu et soulnummer?! Jeg er faktisk lidt i chok her, for det kan jeg slet ikke høre. Men Mikkel har sjovt nok ligeledes sine fingre bag musikken på den her, som i øvrigt også glimrer med en fantastisk Nis Tyrrestrup-bass. Du må tolke alt det du vil. Mig, jeg hører en klassisk roadmovie i den sang. Bilen er måske det eneste frirum til ro til eftertanke vi har tilbage. Den her sang kører på længsel.

Pastoren: Intet Love Shop- eller Jens U.-album uden at vinden bliver nævnt! “Kom aftenernes vind” er det bedste Kent-nummer, jeg har hørt i mange år. Jeg formoder at “Månestråle, kan du høre mig?” er en reference til Sølvpil – ligesom “prærierne” og “western” vel er det?

Jens: Det er ialfald en pænt stor afslutningssang, hvor hele westernbilledsproget du nævner spænder bro mellem barndommens fjerne land, hvem vi er nu, og alt der skal komme. På den måde lidt en videreførelse af de ting vi talte om omkring ’Skøjteløb på Bagsværd Sø’, dog her serveret på et helt anderledes stort widescreen-lærred. I Technicolor naturligvis.