Felice’s Inferno

Brugte du mon alle pengene fra sparebøssen på i dag at købe den nye Bob Dylan-arkæolgiske opsamling, den med talløse uudgivne optagelser fra hans problematiske 80’er-år? En anden, langt billigere og måske mere vital mulighed havde været en investering i Dylan’s musikalsk åndsbeslægtede, men meget mere nutidige The Felice Brothers, hvis nye album From Dreams To Dust også udkom i dag. På bandets hidtidige +10 albums, der har været ujævne, men altid indeholdt ubetalelige perler af løssluppen fatalisme og skødesløs melankoli, har fornemmelsen været, The Felice Brothers en skønne dag måske kunne lykkes, at få alle bandets så charmerende løse ender splejset sammen til ét helstøbt mesterligt album. Umiddelbart er indtrykket, at det måske endelig er sket på From Dreams To Dust. Her en af de mange stærke, billederige sange derfra…

5 tanker om “Felice’s Inferno”

  1. Helt uden for musikalsk reference (denne gang), kan jeg til info oplyse, at de der deep fried Mars bar (ja sgu, vendt i fish & chips-dej og nedsænket i friture i 1 minut) smager overraskende godt. En speciel skotsk ting. Men – det kommer helt af sig selv – spis KUN 1!!

  2. @ Jedi – Tillykke med den nye Dylan. Jeg nøjes selv til nu med ‘Blind Willie McTell’-vinylsinglen. Var også fristet af den tidlige version af ‘Brownsville Girl’, en top-5-Dylan-favoritsang her, men synes ikke umiddelbart ‘New Danville Girl’ kan leve op til den endelige version. The Felice Brothers’ nutidige ting gik udelukkende på det tekstlige, som både er nutidigt og absolut topklasse.

    @ Peter – God køretur til Dundee! Hvis jeg var på de kanter, ville bilen helt sikkert genlyde af netop Associates. Måske du får tid til at køre de 5-7 kilometer ud til Auchterhouse, hvor Billy M levede og døde fra 1991 til/i 1997. Sjovt sted at læse til arkitekt.

  3. Jeps, jeg har lige købt Dylan-boksen, og den er helt fantastisk. Jeg synes også ret godt om Felice Brothers, der vistnok i øvrigt kommer fra Catskills. Jeg har ikke hørt den nye endnu, men jeg forbinder dem ikke med en meget “nutidig” lyd (heldigvis), derimod ret påvirket af både Dylan of The Band.

  4. Felice Brothers var min sidste koncert før verden lukkede ned, så det var den jeg kunne ligge på sofaen og tænke på.
    Felice Brothers er fantastiske lige fra Whiskey in My Whiskey, Frankie’s Gun, Penn Station, Jack at the Asylum – og den spinkle og meget store Nail It on the First Try. Næste koncert til juni allerede planlagt.
    Felice Brothers’ nye er i højtalerne her i bilen på vej mod Associates’ Dundee hvor Andreas droppes af for at læse til Arkitekt og spise deep fried Mars bars.

Skriv et svar