Death Cab For Cutie har netop udsendt deres ottende album, Narrow Stairs. I lang tid troede jeg på grund af gruppens underlige navn, at der var tale om fordrukken, smådyster musik á la Arab Strap eller det, der er værre. Så jeg gjorde ingen anstrengelser for at stifte et nærmere bekendtskab. Men i sensommeren 2005 var jeg i USA lige inden Plans udkom. Foromtalen var af en sådan art, at jeg måtte høre, hvad det her var for noget. Og “det her” var faktisk moderne pop-rock med gode melodier og potentialet til et stort gennembrud – en slags amerikansk Coldplay, der er til at holde ud at høre på. Medlemmer af Death Cab For Cutie har også haft en finger med i spillet på Lucky, det nye album med de musikalsk beslægtede Nada Surf (en 2008-skive, der ingenlunde er mislykket).
Narrow Stairs har en anelse mere riv i guitaren end Plans, men der er samtidig også fine pop-øjeblikke. Om der faktisk er tale om et af årets album, tør jeg ikke udtale mig om endnu.
Jeg har været med i Death-taxaen siden debuten “Something About Airplanes” og har set bandets udvikling fra smånørdet indiepop til et mere melodisk og – det skal jo siges – lidt for pænt og radiovenligt udtryk. Kunstnerisk set peakede de med 3. plade “The Photo Album”, hvor Ben Gibbards tekster er suverænt stærke og sangene blandet eksperiment og melodi på dne helt rigtige måde. Jeg ved ikke, hvordan man vil modtage det ældre materiale, hvis man er startet ved det nye, men prøv “The Photo Album”.
“Plans” er i mine øjne bandets svageste udspil – den nye er bedre 🙂
‘Plans’ har ikke rigtig fået fat i mig. Sangene er for “blege” (i mangel af bedre ord) – eller “blodfattige” – synes jeg. Ikke mange i min omgangskreds, eller her formentlig, forstår den holdning. Der er da popperler på pladen, men de bundfælder sig ikke rigtig hos mig. The Postal Service’s ‘Give Up’ har et lavmælt elektronisk udgangspunkt, der er så gennemført, at jeg synes meget bedre om det samlede resultat end ‘Plans’.
Jeg har hørt DCFC’s nye album en del gange nu og kan bekræfte stilskiftet. Ikke en revolution, men mere guitarfokuseret end forgængeren. Det er klart til det bedre, synes jeg. Men jeg kender flere, der var meget glade for Plans, som mener, at der ikke er lige så store numre på det nye album… Hvad siger du som en indgående kender af Plans, Pastor?
‘I Will Possess Your Heart’ har indtil videre været i heftigst rotation hos mig. Et fantastisk nummer. Det findes også i en single-version, hvor album-varigheden på 8:36 er skåret ned til radiovenlige 4:08. Nummeret holder også i den forkortede udgave.
Og så skal det bestemt komme dem til gode, at nogle af DCFC-medlemmerne har været involveret i tilblivelsen af Nada Surfs ‘Lucky’ – en oplagt kandidat til rosende omtale i den kommende decembers året-der-gik-feature her på siden 🙂
Jeg venter spændt på, at postmanden dukker op med den. Der er blevet nævnt stilskift. På forhånd ærgrer det mig lidt, da jeg langt fra synes, den gamle form er udtømt, men nu må jeg nok hellere høre den først. Indtil da snurrer Plans, Transatlanticism og – apropos postmanden – The Postal Service’s Give Up fra 2003. Hvis sidstnævnte skulle være gået nogen forbi, kan jeg afsløre, at det er forsanger Ben Gibbards elektroniske sideprojekt, der også rummer dejlig pop (uden dog at nå kvaliteten på Plans).
Death Cab har i øvrigt taget deres navn fra en sang, der var med i Magical Mystery Tour-filmen. Hm, hvem havde Dizzy Mizz Lizzy på listen over værste bandnavne?