For ambitionen og modet

Mange vil utvivlsomt finde det vanskeligt på det nye Sort Sol-album Stor Langsom Stjerne, at komme helskindet igennem de to lange dansksprogede spoken word-numre midtvejs, der i nærmest Poul Reumert-malmfuld diktion insisterer på en i dansk musik uhørt tyngde. Det kan være svært at opleve dem frit, og ikke blot notere køligt, at deres udtryk i selvspejlende konstruktion vil gå meget langt for at stå alvorsskåret som…kunst.

Men at lade disse stykker, der i det normalt engelsksyngende SS-univers på den sproglige konto umiddelbart føles uafrundet skitseagtige, bestemme helhedsindtrykket ville være forkert og en misforståelse af albummets præmis. For det centrale på denne plade, det man beriget sidder tilbage med efter en tredje og fjerde gennemlytning, er befrielsen ved et seriøst band med ombrydelige visioner, der tager springet fuldt ud for at redefinere eget udtryk, og derved leverer et kolos af et album, der ikke lyder som NOGET hørt før – og ja, hvor tit kan man sige dét om en ny plade i 2017?!

Side 1 på vinylen er mageløs. Den faldende, blidt hypnotiske åbningssang ‘The Weightless’ er en overlegen messende indføring i Sort Sol’s nye sci fi-elektroniske samtaleunivers, og sequencehuggende ‘Nocturnal Creature’ står et afdæmpet drømmeøjeblik senere ligeledes skarpt som et piskesmæld. Albummets tempo er ellers ofte i dødspuls med meget få trommer, så faktisk er det kun dette sortdryppende nummer, samt den dødscatchy ‘Life Took You For A Freq’, der i rytmiske underdelinger lyder af moderne rytmisk musik som vi nogenlunde kender den.

Et så anderledes værk (!) som Stor Langsom Stjerne vil kræve adskillige ganges berøring, før det kan finde sit naturlige leje og sin vej ind. Hvordan det vil fremstå om en måned eller et helt år er umuligt at sige. Men for nu lyder det spritnyt, lyder det overraskende, lyder det udfordrende, lyder det talende sit helt eget sprog fra en verden langt over populærmusikkens trivialiteter som gentagne ligegyldigheder. Der er så meget på spil her, hvor rockmusikkens gængse form er opløst, hvor ambitionen og modet ikke kender nogen grænser. Og dét i sig selv er en givende, sjælden fornøjelse. Resten vil være bonus.

4 tanker om “For ambitionen og modet”

  1. Efter at have hørt albummet i sin helhed nogle gange er jeg overvejende positiv. Jeg holder meget af albummets første numre og de afdæmpede “ballader” fungerer rigtig fint.

    Søøere synes jeg er unødig prætentiøs og den gør bestemt ikke noget godt for mig.

    Jeg sidder slet ikke med en fornemmelse af, at der her er tale om en milepæl, men forhåbentlig vokser pladen yderligere ved mange gennemlytninger.

    Det er sgu helt ok, at Sort Sol prøver noget nyt, når nu Knud Odde hellere vil male, så hatten af for det modige forsøg. Det vil dog ikke undre mig, hvis pladen bliver deres svanesang.

  2. Pletvis tilstedeværelse af højstemt patos og måske endda egentlig højpandethed, kan ikke udslette eller overskygge den kendsgerning for mig, at dette album bliver stående som et højdepunkt for Sort Sol. Så det er stort. Sine steder skal man som lytter bruge lidt tid, men andre steder er det smukt med det samme. Denne plade vil vokse yderligere. Stor langsom musik

  3. Respekt for at prøve noget “nyt”, men synd at de hænger fast i Let Your Fingers/Kiss the Streets skabelonen, når det kommer til sangskrivning.

  4. Helt helt enig.

    Efter den helt klinisk døde Snakecharmer, er det en sand fornøjelse at høre Sort Sol trække gulvtæppet væk under sig selv.

    Jeg kan godt frygte at de lange reciterende stykker ikke rigtig finder sin plads. Jeg håber dog at de gør. Jeg er på 2. gennemlytning og alt er stadig meget åbent i mit forhold til pladen. Alles wieder offen!

    Note: Fedt at Chelsea Wolfe er med. Hendes plader kan virkelig anbefales!

Skriv et svar