Grant McLennan 1958-2006

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-grantmcl.jpg

Grant McLennan, australsk lonely lover og superb sangskriver som den ene halvdel af unikke The Go-Betweens, døde lørdag nat i Brisbane, Queensland. Han vil blive savnet.

CATTLE AND CANE

I recall a schoolboy coming home
Through fields of cane
To a house of tin and timber
And in the sky
A rain of falling cinders
From time to time
The waste memory-wastes
I recall a boy in bigger pants
Like everyone
Just waiting for a chance
His father’s watch
He left it in the showers
From time to time
The waste memory-wastes
I recall a bigger brighter world
A world of books
And silent times in thought
And then the railroad
The railroad takes him home
Through fields of cattle
Through fields of cane
From time to time
The waste memory-wastes
The waste memory-wastes
Further, longer, higher, older

© Grant McLennan

28 tanker om “Grant McLennan 1958-2006”

  1. Fin liste, Mynheer. Her kommer en alternativ og kættersk version – uden Cattle and Cane:
    Dusty in Here
    That Way
    Bachelor Kisses
    Unkind and Unwise
    In the Core of a Flame
    Apology Accepted
    Someone Else’s Wife
    Bye Bye Pride
    Love Goes On
    You Won’t Find It Again
    The Clock

  2. the soundtrack of our lifes

    mynheers aktuelle Grant liste i kronologisk orden;

    A Bad Debt Follows You
    Dusty In Here
    Cattle And Cane
    That Way
    Bachelor Kisses
    The Wrong Road
    Apology Accepted
    Streets Of Our Town
    All Them Pretty Angels
    Old Mexico

  3. I recall a bigger brigther world….som Grant om nogen var med til at skabe for mig i fra midt80erne og frem efter. mange af mine venner og bekendte talt længe glødende om GB, men jeg blev først indfanget da Liberty Belle & The Black Diamond Express udkom med de helt fantastiske The Wrong Road og Apology Accepted.
    så desværre kun GB 3 gang live. den omtalte montmatre koncert med Greene(Lars Villemose på trommer!)var desværre noget ujævn. dette skyldes vist et besøge på staden tidligere på dagen. men Robert var herlig excentisk i sit røde jakkesæt og Amanda som altid storsmilende.er det kun mig der mener at Jarvis Cocker har kopieret sine moves fra Robert? husker The Clark Sisters som fantastisk!
    har sammen med Læreren aka The Danish Postman ofte talt med Robert når han spillede solo i DK. men fik lejlighed til at veksle et par ord med Grant på Loppen i 1999, da de optrådte som duo med Robert i kanariegult! ikke så let at komme ind på livet af som Robert, men som Grant skrev i mit Before Hollywood cd-hæfte over billedet af ham selv; Charming Fellow.

    “et andet lille band jeg var i, helt tilbage i efteråret 1983 i Musikcafeén i Magstræde”. det skulle vel ikke være de sagnomspundende Drift du her taler om. dem må vi straks høre noget mere om!

  4. En gang var jeg til koncert med Walkabouts i det gamle Husets Musikteater (der hvor moderne Voxhall ligger nu). Pludselig spørger Chris Eckman, om det ikke var hans ven Robert Forster, der havde malet bagtæppet, hvilket flere blandt publikum kunne bekræfte. Nogen der ved mere om dette?

  5. Jeg husker godt den koncert, stjaff. Jeg brød mig ikke så meget om Forsters hold af boogie-woogie musikere, men han selv var uforlignelig den aften – som altid. Og så havde han jo et mesterværk af et album, Danger in the Past, med i bagagen.

  6. jeg har kun dobbelt LP med GB og desværre aldrig set dem live – kun RF iført fuld mundering og pelshue i Århus!

  7. Tænk at få brev fra Robert Forster…….det er ikke ringe gået:-D

    Og nej, Amanda var først med fra Tallulah. Jeg fik bare dén gamle single signeret i forbindelse med en senere Go-Betweens-koncert i Montmartre hvor Greene spillede support, fordi det syntes rigtigt, da vi i Greene spillede en version af McLennan’s B-side på den. Det er jeg helt glad for nu.

    Spillede også support for Go-Betweens med et andet lille band jeg var i, helt tilbage i efteråret 1983 i Musikcafeén i Magstræde. Da var de ude på deres første Europa-rundtur nogensinde med Before Hollywood. Lånte McLennans guitar-amp den aften. Det var ham og ikke mere sværtaflæselige Forster man spurgte om sådan noget. Grant McLennan var the easygoing Go-Between.

    ML1970, godt at høre Triffids-bagkataloget er på vej med bonusspor. De Triffids-CD’s jeg allerede har kunne også godt trænge til en seriøs remastering. Du har ret i at Trains&Boats&Planes satte af på et imponerende højt niveau, da de debuterede med Hum.

  8. TBP var bestemt et godt band, men jeg har det nok omvendt i forhold til MusicLover: de har aldrig rigtig rørt mig. De virkede en tand for kunstfærdige og distancerede på mig. Hvorimod Greene tit fangede den samme bittersøde og skæve charme som The Smiths og GB havde.

  9. Jeg kan forresten fortælle en lille GB-anekdote. I begyndelsen af 1990-erne skrev jeg mit livs første og eneste fanbrev – til Robert F. Jeg kunne fra et interview huske navnet på den lille landsby i Bayern hvor han boede på det tidspunkt samt fornavnet på hans tyske kone. Jeg sendte såledet et brev afsted hvor jeg fortalte lidt om mig selv og min kærlighed til deres musik, og jeg fik til min forbløffelse et svar retur nogle måneder senere. Siden talte jeg med ham i forbindelse med koncerter op gennem 90-erne og blev tit omtalt som “The Danish Postman”. Benny W. kan supplere med en historie om hvordan Robert + musikere skulle have overnattet i Haderslev i min lejlighed. Selv var jeg desværre ikke til stede, men Robert var forbi Bennys lejlighed. Det ærgrer mig stadig at jeg ikke var der. Sidste gang jeg vekslede et par ord med Robert var efter en fremragende GB-koncert i Hamburg sidste år. Grant fik jeg desværre aldrig sagt andet end ‘hej’ til.

  10. For mig var T&B&P det første orkester herhjemme med en lyd og en kvalitet der kunne måle sig med de udenlandske kunstnere man hovedsagelig lyttede til – bl.a. The Smiths, Go-Betweens og The Triffids (David McComb, RIP). Greene har aldrig rigtig gjort noget for mig, de lagde sig næsten for tæt op af forbillederne.

    The Triffids kataloget (med bonustracks) bliver omsider tilgængeligt igen i næste måned på Domino.

  11. Jeg husker udmærket at Peter og Henrik spillede Man O’Sand og at du, Jens, også var med i Greene. Jeg er meget stor fan af Robert F., men foretrækker den version af Rock and Roll Friend der findes på 1978-1990. Et lille spørgsmål: Amanda var da ikke medlem af bandet da Spring Hill Fair udkom?

  12. Jeg rejste hele vejen til Sydney for at se dem i 88, fantastisk koncert.
    Sørgeligt at Grant nu er død og så tidligt væk.
    Men hvad har han dog ikke nået. Skrevet nogen af de bedste sange ever og været kærste med Amanda Brown. Hvad mere kan man ønske sig!

    Og så synes jeg at “Bachelor Kisses” er oppe at kæmpe med “God only knows” om at være den perfekte pop sang nogensinde.

  13. “Karen” er en instant classic. “Rock And Roll Friend” er jeg også vild med, og ikke kun fordi den indeholder det store R-ord. Den sang findes også i en anden, mere loose version på Robert Forsters soloplade Warm Nights.

    Enig i at Greene, Olesen-Olesen-brødrenes tidligere band, havde et stærkt bånd til The Go-Betweens’ lyd og melodifornemmelse. Greene spillede endda ofte til koncerter McLennan-sangen “This Girl, Black Girl”, “Man O´Sand To Girl O´Sea”-singlen’s B-side, der også kan findes på 1978-1990 samt på genudgivelsen af Before Hollywood.

    Har iøvrigt den originale “Man O´Sand”-7´inch-single lige her med McLennan’s håndskrevne hilsen på frontcoveret: “To Jens – Thank you – Grant”. På bagomslaget har hans daværende kæreste skrevet “To Jens – lots of love from Amanda” og tegnet et ensomt lille hjerte. Heartbreaking stuff nu…

  14. Igen må jeg give Jens ret: 1978-1990 er den bedste opsamling. Cd-udgaven mangler en del sange, bl.a. den guddommelige Karen, The Wrong Road og 8 Pictures. Mine to favoritter på denne udgivelse er dog begge Forster-sange og findes ikke på nogen af de ‘ordinære’ albums: When people are dead or Rock and roll friend. Begge sange kan passende stå som hilsner til en stor sangskriver.

  15. “You Won’t Find It Again” er en meget smuk sang – en af 10 bonusnumre på den såkaldte “expanded edition” af 16 Lovers Lane.

    Den type kommentarer til sangene er som sendt fra himlen for en popfan…

  16. 1978-1990 er den bedste opsamling. Har forgæves ledt efter CD-udgaven i årevis, selvom den vistnok ikke indeholder alle numrene fra dbl-LP’en, som jeg heldigvis har. En ekstra ting ved denne opsamling er de fine og personlige kommentarer, Forster/McLennan har stående omkring hver enkelt udvalgt sang. Og så er coveret åbent, lyst og blågrønt forårsagtigt, præcis ligesom lyden af McLennan-perlen “You Won’t Find It Again”, den afsluttende sang der kom for sent til 16 Lovers Lane. 1978-1990 indeholder som vinyl følgende:

    Side 1:
    Karen
    Hammer The Hammer
    Cattle And Cane
    Man O’Sand To Girl O’Sea
    Bachelor Kisses
    Draining The Pool For You
    Spring Rain

    Side 2:
    The Wrong Road
    The Clarke Sisters
    Right Here
    Bye Bye Pride
    The House That Jack Kerouac Built
    Streets Of Your Town
    Love Is A Sign

    Side 3:
    8 Pictures
    I Need Two Heads
    When People Are Dead
    The Sound Of Rain
    People Say
    World Weary
    Rock And Roll Friend

    Side 4:
    Dusty In Here
    A King In Mirrors
    Second Hand Furniture
    This Girl, Black Girl
    Don’t Call Me Gone
    Mexican Postcard
    You Won’t Find It Again

    Bwoy, hvor er der mange klassiske sange dér! Pastor, er dit CD-eksemplar ikke snart gammelt nok til at flytte hjemmefra…?

  17. Chokerende og meget trist at GM ikke længere er i blandt os. Jeg er enig med Jens i at Oceans Apart er fuldt på højde med de bedste 80-plader fra Go-Betweens. Men synes dog snarere at Greene var den danske pendant til GB.

  18. Det gør mig meget ondt at høre at Grant McLennan ikke længere er blandt os. Jeg nåede kun at opleve The Go-Betweens én gang, nemlig da de var blevet gendannet og spillede på Roskilde-festivalen.

    Opsamlingen 1978-1990 findes på cd (jeg har den), men er udsolgt fra pladeselskabet og genoptrykkes desværre ikke.

  19. Den forrige best-of med titlen 1978-1990 er en god blanding af sjældenheder, næsten hits, single b-sider og albumspor. Jeg ved ikke om den kom på cd (mit eksemplar er en dobbelt lp), men absolut værd at kigge efter.

    Grant McLennan solo?

  20. Det vil jeg glæde mig meget til. Synes nu også godt om Forsters (tror jeg) The House Jack Kerouac Built med dens ildevarslende og lidt før-vi-kører-galt-agtige cello-riff.

  21. Tallulah er en ujævn og ret utilfredsstillende samling sange. Der er langt fra dens få højdepunkter som Robert Forster’s “Clarke Sisters” og Grant McLennan’s “Right Here” ned til niveauet på for mange andre numre, som f.eks. den tungt klodsede “Cut It Out”. Hvis Tallulah er din eneste plade med The Go-Betweens, er du heldig at have langt bedre til gode…

    Bellavista Terrace – Best Of er iøvrigt navnet på en The Go-Betweens-opsamling, der som introduktion er fin okay.

  22. Jeg kender som sagt kun Go-Betweens udgivelser fra firserne – de holder efter min mening alle et imponerende højt niveau. De senere, herunder 16 Lovers Lane, skæmmes dog en lille bitte smule af tidstypisk produktion (brugen af trommemaskine).

    Har altid opfattet Trains and Boats and Planes som en slags dansk pendant til det Foster / McLennan lavede.

  23. Jeg har en plade med G-B Tallulah, som jeg hørte rimelig meget en gsng, men har aldrig rigtig fået gjort mere ved det band. Hvordan vurderer I denne i forhold til?

  24. ML1970, den præcis et år gamle Oceans Apart er måske den allerbedste plade The Go-Betweens nogensinde har udsendt. Den er i alfald helt på højde med 16 Lovers Lane og Before Hollywood, hvilket ikke siger så lidt. Tjek den endelig ud…!

  25. Det var en overraskende og meget trist nyhed.

    Jeg fik desværre aldrig givet det gendannede Go-Betweens særlig meget opmærksomhed og ejer ikke et eneste af de tre albums de nåede at udgive, men 16 Lovers Lane (1988) er på vej i cd-afspilleren.

Skriv et svar