Jens har tidligere skrevet om det nye album med The National, der hedder High Violet og udkommer d. 10. maj. Vi har begge glædet os til at høre det, og takket være New York Times havde vi mulighed for at høre albummet streamet i sin helhed i sidste uge. Takket være computerens optagemuligheder har nogle af os i dagene derefter kunnet høre High Violet igen – og igen og igen og…

Min dom er derfor allerede nu klar: High Violet er en fremtrædende kandidat til titlen som årets album i 2010. Melodimaterialet er igen stærkt; Jens var lidt skuffet over Boxer, jeg selv var knap så negativ, men det nye album overgår under alle omstændigheder sin forgænger, spækket som det er med slidstærke melodier. “Sorrow” og “Runaway” er store ballader, der bløder fra hjertet et sted i omegnen af trodsig resignation  -“We don’t bleed when we don’t fight”, synger Matt Berninger. Og “Bloodbuzz Ohio” og “England” er noget så modsætningsfyldt som indadvendte bud på en ny tids stadionrock om længslen efter at rejse ud og vende hjem.

Melodier gør det nemlig ikke alene. Berninger har skrevet tekster, der rummer potente one-liners som

I never thought about love when I thought about home

(fra “Bloodbuzz Ohio” (der kan hentes som lydfil på The Nationals officielle side om albummet) eller

Didn’t want to be anyone’s ghost

(fra netop “Anyone’s ghost”), men som samtidig formår at være mere end blot summen af disse.

Resultatet er en samling sange, der fortjener at blive hørt igen og igen. Arrangementerne griber fat, hvor Boxer slap, dog med mere brug af blæsere og strygere på bedste, diskrete vis. Og som sædvanlig kan man høre Bryan Devendorfs lidt march-agtige (eller er det Larry Mullen-agtige?) trommer lægge en veldefineret bund, der er et af kendetegnene for The Nationals lyd. Fik jeg forresten nævnt det godt placerede afslutningsnummer, “Vanderlyle Crybaby Geeks”? Hvis ikke, så lad mig huske at gøre det her.

Det bør ikke undre nogen, at jeg for længst har fået forudbestilt High Violet, så jeg kan få det at høre på ordentlig vis om en uge (plus moms). Det eneste svage punkt er vel forsidebilledet, der minder om noget, Annedorte Michelsen kunne have brugt (siger Jens) eller noget, selv R.E.M.’s grafikere ville have kasseret (siger jeg). Men indholdet, dét fejler ikke noget.