Han er vores mand

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-leonardcohen1.jpg

For nyligt udkom soundtracket til koncertfilmen I’m Your Man, hvor en række internationale artister – mange af dem med efternavnet Wainwright – på en australsk aften fortolker sange af singersongwriter-sortsynets grand old man, Leonard Cohen. Soundtrackets kvalitet er, for nu at sige det diplomatisk, svingende, selvom specielt Nick Cave’s præstation på titelsangen næsten alene er indgangsprisen værd. Men det er ligemeget. Hvad der vil fortælles her er, at Leonard Cohen på det obligatoriske fotoportræt på coveret, næten overskygges af en vis Bono Vox. Ja, ham vores opmærksomhedssyge ven fra U2. Hvilket måske ikke er så klædeligt – Bono’s omklamren af alt der udstråler autencitet er efterhånden legendarisk – men alligevel siger mere end ord kan, om Leonrad Cohen’s velfortjente status som absolut kunstnerisk elite indenfor en branche, der ellers sjældent sætter pris på sine egne uhm…moralske vindere mens de er i live. Dét er Leonard Cohen, der i dag fejrer sin 72 års fødselsdag – long may he run!

16 tanker om “Han er vores mand”

  1. Har fundet Jens Larsens bog Sangskriver frem fra reolen – sjovt nok er hverken Dylan, Cave, Cohen eller Waits at finde blandt Unmacks favoritter / inspirationskilder. Interessant læsning, kan anbefales.

  2. Shit, fire sange, hvoraf to er af decideret Romer-uvenlige komponister 😉

    Anyhoo, mens banden står og tæver løs med kopisikrede Tom Waits-plader vil jeg gerne være medløber og tampe med – Alice, Blood Money og Real Gone fer cripessakes?

    Jeg erkender gerne at Cohens sidste stjernestund ligger 15 år tilbage, men han er også ca. 600 år gammel og mener stadig at et monofont Casiokeyboard er ret fikst – Waits er sgu en anden boldgade!

  3. Thåström sætliste fra en ganske kort optræden i Ungeren (kilde Svingninger):

    1. Om Black Jim
    2. Kong Keops Pyramid (Wiehe)
    3. Bara om min älskade väntar (Dylan – Tomorrow is a long time)
    ————-
    4. Brev til 10:e Våningen

  4. Mens verden står i brand på Jagtvej har jeg været på Train for at høre Peter Graulund – i hvert fald en sanger med en tilsvarende løvemanke. Heldigvis var det Mikael Simpson der gemte sig bag den imponerende hårpragt – og han gav en rigtig god koncert.

    Simpson var i nærmest overstadigt humør; han snakker næsten for meget mellem numrene nu og til sidst blev man en anelse træt af at alle nye numre blev præsenteret som “et nummer fra en plade/CD/album der hedder Stille og Uroligt”. Men sikke en forskel i selvtillid på scenen hvis man tænker tilbage til de tidlige solokoncerter omkring udgivelsen a os2pluslidtro2002.

    Men ellers en fin koncert, fedt band er Sølvstorm og Trendymoeller gjorde det ikke dårligere. Fede om-arrangementer af mange numre og god stemning på det ellers dårligste spillested i 8000. Og ja, Narkokys blev spillet – “skrevet af en fyr der hedder Jens Unmack Larsen der bor på Gl. Kongevej på Frederiksberg” udtalt med voldsom københavnsk accent. Ikke nyt om medicineringen af omtalte Herr Larsen, så mon det går bedre med hosten på Frederiksberg?

    Og så vil jeg sætte mig til at vente på nyt fra Ungsomsklubben på Jagtvej – og fra Thåström-koncerten! Ramone – do tell!

  5. Den diskussion om hellige køer skal vi vel ikke have igen, Knud Romer?

    Fair nok, du ikke kan lide Tom Waits eller El Cohen. Ved hvordan det føles. Selv kunne jeg heller ikke udstå Bob Dylan lige indtil Oh Mercy åbnede op for mig. Men – og det er pointen – jeg kunne alligevel godt høre han var blændende god.

    Håber du lige nu har en stor Thåström-oplevelse. Siden her kræver både referat og setliste, please:-)

  6. Det handler overhovedet ikke om hvad man syntes om Bono, men hvorfor folk som Leonard Cohen og Tom Waits er så hellige, og måske også lidt om en hel indstri der er gået i at mindes specialt Leonar Cohen.
    Og med hensyn til citater, ville jeg ønske at jeg kunne citere de numre som Leonard Cohen havde skrevet til en eller anden hellig munk i det kloster hvor han boede, for det var ømt.
    Specialt det lille prut-orgel han komponerede på.
    bla bla bla
    pointen er at jeg syntes i har nogle underlige succeskriterier.

    Nå..godt ord igen.
    Nu vil jeg tage i ungdomshuset og se thåstrøm, som eftersigende skulle spille i aften for en flaske sprut.

  7. Nu vi snakker Bono, så nyd lige dette skriv, der bringer os endnu længere ind i hans så forunderlige verden. Nedenstående blev trykt her i august, da U2 flyttede pengetankene til Holland, som følge af en radikal ændring i den irske skattelov. Jamen, hvad var problemet da? Jo, U2 skulle pludselig til at betale indkomstskat…

    Achtung Bono!

    John Harris
    Friday August 18, 2006
    The Guardian

    Not worthy … Bono.

    Fidel Castro is not the only icon who has just turned 80. Tony Bennett, he of the urbane demeanour, velveteen voice and surprisingly lustrous barnet, became an octogenarian on August 3 – and, to celebrate, his record company are about to bow to the inevitable and issue an album of freshly recorded duets, featuring the likes of Sting, Paul McCartney and the Dixie Chicks. Like all such albums, it will surely be bought by the odd twerp as a Christmas gift, played a bit in Starbucks and then swiftly placed in the historical bin.

    Anyway, it also features Paul “Bono” Hewson of U2, who commemorated his collaboration with Tone by taking out an ad in a special Bennett-themed issue of Billboard. And what a hoot it was. It went like this:

    Tony,
    Trying to sing with you was a humbling, if not humiliating experience. You’re like A HOUSE YOU CAN’T BREAK INTO, at least not by force. You can run at the door, but the doors are locked … you can bang on the windows … I got into the HOUSE OF BENNETT, but only as the cat burglar … looking to steal a place in this incredible legacy.

    I’ve had the pleasure of singing with you, AND FOR YOU … I broke in through the bathroom window, up a drainpipe … I’m not leaving
    Bono

    Did you see that? Not just the keray-zee use of his PC’s text toolbar, but the subtle Beatles reference? But never mind that. If this flatly bizarre bit of prose evokes anything, it is a picture of poor old Tone returning from a night out drinking vodka martinis to find the singer of U2 sitting guiltily on his couch, amid broken glass, humming one of his own songs. “Oh jeez, it’s that Bonio guy, and he’s broken in,” says Tone. “I’m not leaving,” Bono repeats. “You fucking are,” says Tone, and calls security.

    Now, I have never much liked U2, neither in their Pained Artists in String Vests phase, nor the Ironic Media Studies Project on a Big Budget period that followed it, nor the post-All That You Can’t Leave Behind incarnation that seems to lie somewhere between the two. And somewhere in Bono’s Tony tribute – the silly metaphors, the slight whiff of hubris, the buttock-clenching image of Bennett clapping eyes on the advert and wondering what it might mean – lies much of the explanation. I recognise it as the work of the same man whose last album contained the gnomic contention that “freedom has a scent like the top of a newborn baby’s head”; who has attempted to bolt himself into history via songs written in clumsy tribute to Martin Luther King, Billie Holiday and John Lennon; who is good friends with a 45-year-old man who calls himself The Edge. This, I would argue, will not do. It reeks of the kind of “cool” that might play well in, say, Austria, but that is known in slightly more sceptical territories as Trying Far Too Hard.

    But last week, there came rather more grave news. In response to the fact that the Irish government has recently changed its notoriously cuddly fiscal regime, so that creative types can only earn a trifling £170,000 before paying tax, Bono and his friends have moved part of their empire to the Netherlands. This may seem like a rather cruel interpretation of the news, but I don’t think I can help it: though Bono is very keen on feeding, watering and healing the world, he and his group – collectively worth £460m, it says here – don’t seem to be too keen on paying for Irish schools and hospitals. That’s good, isn’t it?

    By way of registering a protest, my one U2 album – Achtung Baby, because I actually think The Fly is not that bad – is on its way to the Record and Tape Exchange. To use the Bono argot, I’m leaving. In fact, I’m leaving. No, make that LEAVING.

  8. Morten Ramone, har du hørt Tom Waits’ Alice fra 2002? Er problemet ikke bare at Waits og Cohen generelt laver musik, der falder i din smag. Fred være med det. Bono – en af verdens dygtigste sangere? Til hvad?!?

  9. Hey Mr. Ramone – Cohen’s seneste er interessant, men ikke min favoritplade med ham, nej. Det var hans forrige, 10 Songs, heller ikke, selvom den havde mange gode sange. I’m Your Man fra 1987 er nok karrierehøjdepunktet, et nærmest perfekt album, både hvad tekst og musik angår.

    Men, med hånden på hjertet, så er Tom Waits’ seneste, den kun to år gamle Real Gone faktisk rigtig, rigtig god. Og Alice-pladen, der kom et par år før var fremragende.

    Det sidste kan måske give “verdens dygtigste” Bono, der ikke har lavet meget af musikalsk værdi siden Achtung Baby – taler vi 1991? – lidt håb og mod på kändis-tilværelsen igen…

  10. Ten New Songs fra 2001 var da rigtig god, fik dog aldrig anskaffet Dear Heather…

    I fought against the bottle,
    but I had to do it drunk
    Took my diamond to the pawnshop
    but that don’t make it junk

  11. Tror du ikke det er Bono der holder cohen oppe, så han ikke skvatter sammen?
    Det må da lyde sjovt når Bono, som er en af verdens dygtigste sangere, skal synge med en mand der efterhånden lyder som om han har svært ved at tale.
    Jeg kan næsten ikke fordrage at folk som ham og Tom Waits, hver eneste gang de hoster lidt i en mikrofon.
    Hånde på hjeretet har du hørt noget godt fra Leonard Cohen eller Tom Waits de sidste 15 år?
    Er det forresten sådan en ordning der kører, hvor man skiftes til at lave et tributealbum til leonard cohen, så der kan udgives et nyt hvert år?

  12. Top 5 over Halleluja fortolkninger:

    1. Jeff Buckley (er den for svulstig? – jeg synes den er lææækker)
    2. Leonard Cohen
    3. Rufus Wainwright (hør den på dine børns Shrek DVD)
    4. John Cale
    5. Steffen og Tina (nej, nej, nej …)

  13. Har selv købt soundtracket her for nylig og det er alle pengene værd. ja kvaliteten svinger, men Cave og Wainwrights bidrag er alle pengene værd.

    glæder mig til at se filmen, da det eftersigende helt store hit, duet Cave/Rufus Wainwright synger “Don’GO Home with your hard on” til stående bifald, ikke er med på soundtracket.

    always leave them wanting more I guess.

Skriv et svar