Happy Bossday!

Denne alt for længe uudgivne sang, der oprindeligt blev indspillet til The Ties That Bind, det enkeltalbum, der siden blev til dobbeltalbummet The River, siges at være en af højrehånden Miami Steve’s absolutte favoritter i Springsteen’s samlede katalog. Den har så sandelig også det hele både hvad angår melodrama, Spector-wall-of-sound, hjerteskælvende vers og så de forløsende omkvæd. Men sådan er det jo med Springsteen, at man ofte undres til dyb frustration over de enkeltsange, han i sin evige jagt på de stemnings- og indholdsmæssigt perfekt sammensatte plader i de gyldne år, valgte IKKE at udgive. ‘Loose Ends’ blev indspillet i 1979, men så nærmest kriminelt først dagens lys på Tracks-opsamlingen i 1998. Siden har den været en kærkommen men yderst sjælden gæst til Springsteen & E Street Band-koncerterne. ‘Loose Ends’ er dog blevet spillet en gang i Danmark, i maj 2013 i København, da den optrådte som sign request i aftenens tredje nummer i Parken. Hvor heldig har man lov at være?!

Skriv et svar