There goes a regular

Minneapolis-rockerne fra The Replacements havde i 1989 lavet 3-4 skødesløst fremragende albums, men med imponerende vilje smadret ethvert tilløb til den bredere succés, disse lagde op til. Så Don’t Tell a Soul, der udkom 1. februar det år, var som sidste chance for håbet om et bredt R.E.M.-lignende gennembrud vel på forhånd dømt til at mislykkes. Det hindrede dog ikke Paul Westerberg & co. i der atter at udgive flere fornemme sange, som ligefrem dryppede af de spildte muligheders længsel. Som f.eks. skyggeballaden ‘Rock ‘n’ Roll Ghost’, her i det langt bedre Matt Wallace-mix, der dengang blev skrottet og først så dagens lys i 2019. Typisk Replacements-selvbenspænd igen.

En tanke om “There goes a regular”

  1. Sangene på den alternative udgave af Don’t Tell A Soul kommer i en anden udgave end oprindelig – og faktisk er “Rock’N’Roll Ghost” en god (omend meget melankolsk) måde at runde albummet af på.

    Don’t Tell A Soul var faktisk det første album med The Replacements, jeg købte dengang. I 1988 var de tidligere albums umulige at opdrive i Edinburgh, hvor jeg boede dengang. Jeg kunne godt høre, at sangene var gode, men helheden fremstod lidt for U2-agtig. Ganske mange albums med denne “firserlyd” er ikke ældedes med ynde.

Skriv et svar