Hvor er han nu?

I dag for otte år siden vågnede verden op til en musikalsk overrraskelse af de større. Efter ti års hård tavshed stod David Bowie på sin 66-års fødselsdag pludselig og helt uannonceret genfødt blandt os med singlen ‘Where Are We Now’ (som forløber til det Tony Visconti-producerede comeback-album The Next Day, der skulle udkomme to måneder senere). ‘Where Are We Now’ bød på noget så atypisk David Bowie som selvbiografiske sangord, der tog udgangspunkt i hans periode i Berlin, og kom på en musik, der i sin introspektive tone anerkendte tidens gang og livets forgængelighed som sådan. Vi savner ham i dag.

2 tanker om “Hvor er han nu?”

  1. I stedet for at savne ham (hvis man da ikke lige har kendt ham personligt), skal vi så ikke i stedet glæde os over al den musik, han nåede at udgive? og det var jo ikke så lidt. Døden er jo et vilkår, som rammer os alle før eller siden, og han nåede jo en forholdsvis pæn levealder i sin branche af store internationale rock’n roll-stjerner, for eksempel blev en anden stor fødselar i dag (og det er heldigvis ikke pastoren) jo næsten 27 år yngre end Bowie. Derudover må man sige, at netop han havde en flottere sortie end de fleste andre musikere.

  2. Jeg savner ham hver dag, men altid endnu mere, når det bliver den 8. januar.

Skriv et svar