“Berlinmuren, Ronni! Berlinmuren symboliserer den vestlige imperialismes dekadente forfald – det er der materien flyder …Jeg vil vædde med at den mur står der når vi en gang er døde” sagde Ronnis digterkæreste i De skrigende halse.

Filmen B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin handler om netop dette – det Berlin (eller rettere Vestberlin), som drog så mange unge musikere, forfattere m.fl. til sig op gennem 1970erne og 1980erne. Og Ralf Christensen anmelder denne dokumentarfilm i Information på en sådan måde, at man får lyst til at se den. Den bliver vist i København på søndag; jeg håber at den også når frem til mig en dag.

Det interessante ved Berlin i 1970erne har været netop den “materie der flød” – at byen ikke var perfekt eller gentrificeret, sådan som den nu er på vej til at blive, men tværtimod en by

“…[hvor] ordenen slog revner og irrationaliteten sprøjtede gennem sprækkerne. Hvor en byggetomt ikke var lig med metrobyggeri, men med uforløst potentiale.”

som Ralf Christensen skriver. Selv har jeg ikke været i Berlin mere end nogle få gange og har kun kunnet ane efterdønningerne af denne irrationalitet, men denne blogs anden forfatter har ofte sendt stemningsrapporter fra det, der nu er den tyske hovedstad.

Jeg husker Muriel Gray på billedet ovenfor fra min tid i Skotland i forrige århundrede; hun var rektor ved University of Edinburgh.