I dag fik jeg I Will Not Be Sad In This World/Moon Shines At Night med den armenske duduk-musiker Djivan Gasparyan. Der er tale om en remastered genudsendelse af to gamle albums fra 1980’erne. Det er meget svært ikke at tænke på arbejdstitlen for det album, som blev til Vejen hjem til rocknroll. Der er ingen forbindelse til Jens’ første soloalbum og heller ikke nogen forbindelse til rocknroll. Det skulle måske være, at Djivan Gasparyan dukker op på soundtracket til Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ, som er komponeret af Peter Gabriel.

Jeg ved at også Brian Eno er meget fascineret af Djivan Gasparyans musik og kalder den for den mest sjælfulde musik, han nogensinde har hørt. Efter sigende skulle titlen I Will Not Be Sad In This World skyldes netop Eno og være en reaktion på det voldsomme jordskælv i Armenien i 1988.

En duduk er et armensk træblæseinstrument i familie med oboen, men lyden minder mere om en saxofon (der faktisk også klassificeres som et træblæseinstrument) og om en alt-fløjte. På de to albums, jeg nu har fået fat i (det ene havde jeg allerede, da det oprindelig udkom), står instrumentet alene og skaber en helt særlig på én gang melankolsk og venlig stemning. Perfekt til tænksomme aftener – en rigtig novemberplade af den gode slags.

Herunder er et nummer at starte med.