Har hørt de sidste tre The Jam-albums i dag og sidste lørdag. På afstand klart nu, at det så succesfulde band er på vej mod sin naturlige konklusion. For Paul Weller’s eminente sangskrivning kan ikke komme videre i den Kinks-møder-punkenergi-form, der har tjent ham og bandet så godt. Derfor begynder han at trække på andre inspirationer, dels på en åbenlys kærlighed til The Beatles, dels på den amerikanske Motown/soul-tradition, som er fast bestanddel af det, at være mod. Og Paul Weller er jo først og fremmest mod.

Trioformen er den sværeste af alle, siges det ofte, for den spiller altid uden røgslør, så når Beatles-finter og soul-tricks bringes på banen i The Jam høres de musikalske begrænsninger straks. De ophører da med at være sig selv og bliver i stedet et ret godt, men også kun ret godt fan-band. For ingen kan spille The Beatles så naturligt som The Beatles. Og ingen kan få et sort swing op at køre som amerikanerne på Motown og Stax. Men Weller prøver hårdnakket og i enkelte numre lykkedes transformationen mirakuløst.

Som på anti-Thatcher-hittet herunder, ‘Town Called Malice’, der reddes af en under Motown-beatet knaldgod, The Jam-traditionel Weller-sang og så den sociale indignation, der altid var et af hans allerstærkeste kort. Tænk at have været ung i en tid, hvor sådan en sang kunne ligge nummer 1 på den engelske hitliste. ‘Town Called Malice’ blev udsendt som single op til denne sidste weekend i januar i 1982, så ja, det hvide på tagene af de små engelske huse på coveret er sne…