I for Interpol

Der er en mærkelig ting med bands. Før de går i opløsning eller nogen forlader dem, ved vi aldrig helt, hvilke af deres medlemmer står centralt for den kvalitet, vi har forbundet med deres output. Jeg havde f.eks. aldrig selv gættet på, at R.E.M.’s trommeslager Bill Berry var så altafgørende for Athens, Georgia-bandets musik og arbejdsproces. Men faktum er vel groft sagt, at R.E.M. aldrig udsendte et godt album efter Berry forlod dem ovenpå New Adventures in Hi-Fi i 1996. Hi-fi var der stadig masser af, men nye eventyr, nej. Snarere en hård men ultimativ forgæves arbejdskamp for, at genfinde eget ubesværede udtryk som band. Men nej. Bill Berry, der ikke ‘bare’ spillede trommer til, men også var med til at lave selve R.E.M.-musikken, tog simpelthen bandets mojo med sig.

Lidt samme historie med New York City’s sortstrømlinede Interpol. Bassist Carlos Dengler går sine egne ubeskrevne veje umiddelbart efter færdiggørelsen af det selvbetitlede fjerde album i 2010. Og siden fremstår Interpol på plade som en bleg skygge af sit eget, tildligere så stilsikre og diskret-elegante jeg. Hørte Antics (2004) og Our Love to Admire (2007) i weekenden, ikke så lidt glædeligt overrasket over, hvor stærkt Interpol’s musik fra Carlos D-årene stadig står. Herunder et af mange højepunkter fra sidstnævnte. Var det Carlos D. som fik det hele til at ske? Meget tyder på det. Han var ialfald vigtig i tilblivelsen og afvejningen af bandets nye musik. Det høres pinagtigt klart på de senere plader…

2 tanker om “I for Interpol”

  1. Der er vel næppe evidens for, at Bill og Carlos skulle have haft den store indflydelse på de tidlige udgivelser? Har tanken på tidspunktet for deres exit ikke bare i al almindelighed været tom?

    Personligt køber jeg ikke ind på præmissen om, at der ikke er kommet god musik i tiden efter de nævntes afgang, omend de største værker da ganske rigtigt var udgivet.

  2. Måske var Carlos Denglers rolle i virkeligheden at være ham, alle de andre stolede på? Da han gik, forsvandt den gode og kreative stemning måske.

    Under indspilningerne af The Beatles (det “hvide album”) forlod Ringo kortvarigt gruppen i vrede, og selv om han ikke skrev ret mange sange i gruppens levetid, blev det aldrig rigtig det samme igen bagefter. Ringo var ham, de alle kunne lide og hverken Paul, John eller George opfattede som en rival. Der var blomster på hans trommesæt, da han vendte tilbage.

    Bill Berry havde sikkert et større musikalsk input, men jeg tror også, at han havde en tilsvarende rolle.

Skriv et svar