Og Iggy blev fejret

Ubevidst på svensk TV, der mandag aften i Fotballskväll brugte to-tre minutter af Iggy & The Stooges’ ‘Search & Destroy’ som underlægningsmusik til en billedmontage om Malmö City’s egen Zlatan Ibrahimovich. Og kun ét zap væk, ovre på danske TV2, spillede en Nordea-reklame få sekunder efter afsted til Mott The Hoople’s David Bowie-hit, ‘All The Young Dudes’ – vildt!

For 20-30 fuldmåner siden var der et andet lidt absurd øjeblik – også på TV2 – hvor en Fiat-reklame med Iggy Pop’s heftige version af ‘Lust For Life’ blev efterfulgt af et DSB-klip med samme mands ‘The Passenger’, dog vistnok sunget af stemmen fra Sort Sol. For bare få år siden var den slags musik utænkelig som salgsargument for nogetsomhelst.

Forvent derfor måske snart Dead Kennedys’ ‘Holiday In Cambodia’ som jingle for Tjæreborg, Suicidal Tendencies’ ‘Institutionalized’ for PFA Pension, Mission Of Burma’s ‘That’s When I Reach For My Revolver’ for en videregående uddannelse i Forsvaret. The sky’s the limit, som de siger, og vi synes allerede langt oppe…

10 tanker om “Og Iggy blev fejret”

  1. Aakjaer ja mange gode minder, men billedsiden spolerer dog både det ene og det andet. Jeg synes, at det er lige lovligt fersk..

  2. Jeg synes, brugen af Iggy Pop i Trainspotting er nærmest genial. I øvrigt bruges musikken fremragende i den film.

  3. Misbruget af Lust for life/The passenger i diverse film og reklamer har desværre medført at netop disse tracks er sjældne gæster i den hjemlige cd-afspiller. Og det er jo lidt trist…

  4. Efter at have genhørt Neu! med “Sonderangebot”, som jeg foreslog som Bilka-reklame, må jeg nok, med Bernie Taupins ord fra “Your song” tilføje: “… but then again .. no!”

  5. Det er dejligt, at alle disse, alternativ-rockens halvguder, nu får et lille tilskud til pensionist-tilværelsen via bankreklamer etc.
    Måske kunne Forsvaret bruge Bad Religion’s “I want to conquer the world”, forsikringsselskaber kunne bruge Nick Lowe’s “I love the sound of breaking glass” og Bilka “Sonderangebot” med Neu!

Skriv et svar