Han tager mange hårde slag, også i kommentarerne her på siden. Morrissey, der sammen med The Smiths, egenhændigt reddede engelsk popmusik i starten af firserne, vendte i går aftes hjem til England. Der afholdt han det første af sine 6 shows på 7 dage i London’s klassiske The Roundhouse, stedet i Camden som ikke mindst huskes for The Ramones’ skelsættende Europa-premiere der d. 4. juli, 1976, all those years ago. Her er Morrissey’s setliste fra førsteaftenen:
How Soon Is Now? / First Of The Gang To Die / I Just Want To See The Boy Happy / Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before / That’s How People Grow Up / Sister, I’m A Poet / Something Is Squeezing My Skull / All You Need Is Me / The National Front Disco / Death Of A Disco Dancer / Life Is A Pigsty / The Loop / Billy Budd / Mama Lay Softly On The Riverbed / The World Is Full Of Crashing Bores / I’m Throwing My Arms Around Paris / Why Don’t You Find Out For Yourself? / Stretch Out And Wait / Irish Blood, English Heart // Last Of The Famous International Playboys
Her nan showet fra 19. januar hentes. Mp3 Bootleg
http://forums.morrissey-solo.com/showthread.php?t=82905
How Soon Is Now? / First Of The Gang To Die / I Just Want To See The Boy Happy / That’s How People Grow Up / Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before / All You Need Is Me / The National Front Disco / Something Is Squeezing My Skull / Billy Budd / The Loop / Death Of A Disco Dancer / Life Is A Pigsty / I’m Throwing My Arms Around Paris / Why Don’t You Find Out For Yourself? / Mama Lay Softly On The Riverbed / Sister, I’m A Poet / One Day Goodbye Will Be Farewell / Stretch Out And Wait / Irish Blood, English Heart // Last Of The Famous International Playboys
Min Smiths begejstring begrænser sig for tiden til albums’ne; hatful of Hollow, Meat is Murder og Strangeways here we come.
Tilgengæld er jeg så langt nede med Morrissey solo at det gør ondt, og foretrækker ham klart sådan i forhold til The Smiths.
Morrissey kunne ikke dy sig fra af spille “The National Front Disco” 😉 Lidt benzin til det håbløst fejlagtigt opstillede bål omkring Morrisseys holdninger til “de fremmede”.
Det ser sgu spændende ud med de nye numre, hvor titlerne antyder, at der stadig er bid i min store helt.
Mon ikke der snart dukker bootlegs op på nettet. Det kan dulme ventetiden på det kommende album.
Det er vist Jerry Finn der skal producere, så det er da ikke det værste valg – med mindre Stephen Street er ledig.
Eller måske skulle han overveje allestedsnærværende Thomas Troelsen, som kan tilføre noget “disco dasco”, så Morrissey kan finde de “flotte” skinnende skrigende skjorter frem fra gemmerne. Eller måske skulle han lade være 🙂
Har har sgu lige måttet en tur omkring iTunes efter noget Squeeze, for jeg har dem kun på vinyl. Nu spiller Labelled With Love i baggrunden.
Smith har – med enkelte undtagelser som How Soon Is Now – aldrig været min kop te. Musikken kunne måske nok fænge, men så begyndte Morrisey at synge. Og hans tekster har for mig altid været kluntede. First Of The Gang To Die er et glimrende eksempel på dette.
Det er muligt, at han skrev/skriver om noget af eksistentiel interesse, men jeg synes ikke, han gør det på nogen særlig interessant måde. (Jeg foretrækker til enhver tid dig og Loveshop)
I øvrigt var Kinks jo stadig i forrygende form, da Smith debuterede. Jeg ved ikke, om man ligefrem kan rubricere dem som pop, men Come Dancing og Don’t Forget To Dance er da ufattelig iørefaldende og har på overfladen denne let-om-hjertet kvalitet, som vel kendetegner god pop. Og jeg kan vældig godt lide Ray Davies’ måde at bruge ordene på.
Misforstå mig ret. Squeeze er (var?) et glimrende band, med rødder i den noget støvede engelske pubrock-scene, som også fostrede Ian Dury & The Blockheads, Graham Parker & The Rumour, og Dr. Feelgood.
Der var noget sympatisk, hyggeligt og afvæbnende over Squeeze. Men deres sange blev aldrig et spørgsmål om liv og død og identifikation, som The Smiths’ gjorde. Ikke at de er mindreværdige af den grund, det er bare IMHO noget helt, helt andet.
The Smiths fik – kort sagt – popmusik til at lyde brandny, spændende og uforudsigelig igen.
Squeeze har iøvrigt lavet fantastiske sange; mine favoritter er nok ‘Up The Junction’, ‘Last Time Forever’ og ‘Another Nail In My Heart’.
Reddede engelsk popmusik? Og så endda egenhændigt? Er det ikke lige groft nok over for fx Squeeze?