Ja, kig bare med Lana. Dette et hurtigt skrevet svar til Webmaster Pastor’s tvivlende indlæg om dine kvaliteter, og om tidens vildledte fokus på det autentiske: 

Autencitet som begreb/værdinorm i moderne musik er ligegyldigt hvis den kunstneriske kvalitet er i top. Og Lana Del Rey – autentisk eller ej – laver voksenpop i verdensklasse. Omvendt kan jeg tænke på mange bands/solister, som keder min verden ihjel med deres måske langt mere autentiske musik.

Selv er jeg bedøvende omkring hvorfra og hvad Lana Del Rey kommer. Det eneste der betyder noget er, om hendes musik rammer hjertet når den spilller. Og det har den til nu gjort. Om så det viser sig Milli Vanilli i virkeligheden har skrevet hendes fantastiske ‘Summertime Sadness’, gør det jo ikke sangens kvalitet og fremførelsen af den mindre værd, nej?

I gamle dage, før Beatles og Dylan ændrede normen, var det normalt at sangere fik skrevet deres sange af folk der kunne den slags (noget mange nutidige artister iøvrigt med nytte kunne drage lære af!). Ser vi ned på Frank Sinatra, Billie Holliday, Elvis Presley af den grund, og devaluerer det deres musik, at de ikke selv har skrevet den?! Gør det den mindre autentisk?! No way.

Og apropos Bob Dylan, med det rigtige navn Robert Zimmerman, er hans musik mindre værd, fordi han rejste til New York, tog nyt navn og legede Woody Guthrie? Nej, vel? Er Tom Waits, som først opfandt sin rendestensmåde at synge på et par plader inde i karrieren, også diskvalificeret af den grund?!

Og bliver The Clash uautentiske, fordi Joe Strummer, i henhold til punktidens facistoide idealer, gjorde alt for at skjule, han var en pæn diplomatsøn ved navn John Mellor? Og iøvrigt løj om sin alder, der var alt for gammel til punk (han var….25). No, no, no. Det handler KUN om oplevelsen hos den der lytter. Resten er stjernestøv og make believe.