Tænk hvor anderledes usvækket stærkt The Rolling Stones ville have stået i bevidstheden, havde de kastet håndklædet i ringen i slutningen af 70’erne, da bandets kreative motor brød endeligt sammen og det var forbi med gode sange og skarpe plader. Deres forsanger Mick Jagger fylder 75 i dag. Her er han med Stones som 26-årig på The Ed Sullivan Show 23. november 1969, fremførende leadtracket på Let It Bleed, der skulle udkomme 14 dage efter. 70’erne var lige om hjørnet, Vietnam-krigen rasede, hippiedrømmens endelige Altamont-død lå to uger fremme, det var seriøse tider. På den splintrende baggrund må ‘Gimme Shelter’ have været den perfekte sang…
En noget nær perfekt rocksang. Insisterende og farlig i kant – og lyd. Ikke nu, hvor den er reduceret til musicalshow off mellem Jagger og en korpige. En fandens skam! Men dengang? Med tidens ånd in mente. Lyden af det der skulle vente.