Jean-Jacques Burnel 70

The Stranglers havde den bassist på den engelske punkscene, man musikalsk lagde mest mærke til. Bag Guildford-bandets trademark-lyd af nærmest Doors-bølgende keyboard og sanger Hugh Cornwell’s baryton var det halvfranske Jean-Jacques Burnel’s virtuost plektrum-benhårde og melodisk kantede Fender Precision-spil, der bragte den tidens punkattitude, The Stranglers byggede sin karrieres fundament på. Her nedenfor kan dagens 70-års fødselar ses og høres udføre sin så fremtrædende ting i 1977 på singlen ‘Straighten Out’, hvor han specielt fra 2:17 stikker helt af og – typisk for JJ Burnel – spiller sin Fender P, som er den nærmest et lead-instrument. Han var iøvrigt allerede da kendt som ekspert i japansk kampsport, og fik på den baggrund givet både Sex Pistols’ Johnny Rotten og The Clash’s Paul Simonon skrammer, da disse hånligt havde givet udtryk for, The Stranglers var for gamle til en plads på punk-toget. The Stranglers var i det hele taget berygtet som et band, man skulle tage sig i agt for. Det fandt en engelsk musikjournalist, som havde givet dem negative ord med på vejen, ud af, da han under et interview i Paris blev gaffa-tapet fast på ydersiden af Eiffeltårnets næstøverste etage, 125 meter over jorden. Man må formode den tidligere heartthrob JJ Burnel lever et mere stille liv i dag, hvor han er eneste originale medlem tilbage i The Stranglers, der sidste år udsendte nyt album. Men lige her er tidsmaskinen i ’77…

Skriv et svar