Johnny fuckin’ Marr…

The Smiths’ musikalske overflødighedshorn har ny single ude som forsmag på snartkommende album. Her er promovideoen til den. ‘The Tracers’ er ikke Marr på toppen af sit game, men dog skarp og levende sammenlignet med hvad hans gamle partner Morrissey bedriver nuomdage. Håber og tror albummet Call The Comet følelsmæssigt vil kunne røre meget mere end det her…

3 tanker om “Johnny fuckin’ Marr…”

  1. PS – I forhold til Marr har Damon Albarn den enorme fordel, han både kan skrive sangene og synge dem hjem selv.

  2. Helt enig, 88. Da The Smiths opløstes i 1987 lå det ligesom i luften, det var Morrissey som havde den største bjerg at bestige, da han skulle ud og finde nogen der kunne levere i retning af hvad Marr havde præsteret i The Smiths. Og det lykkedes jo faktisk over alt forventning. Marr derimod holdt helt op med at skrive de sange, der havde gjort The Smiths så enestående, og hørtes mere som guitarist i en masse sammenhænge, hvor hans unikke talent aldrig helt kom til sin ret.

    I de senere år er han kommet efter det med to soloalbums, men har der ramt det ikke uvæsentlige problem, han selv som sanger er decideret anonym og grå at høre på. Han er bare ikke en forsanger. Ej heller når hans evner med ord Morrissey til fodsålerne.

    Morrissey derimod synger nærmest bedre end nogensinde, men har alligevel ramt også muren, dels i form af samarbejdet med en flok musikere, som slet ikke evner at spille op til hans styrker, dels i form af et politisk som personligt mindset, der har givet hans seneste plader en ærgelig bitterhadsk og forurettet grundtone.

    Havde aldrig troet jeg skulle skrive det her, men er nået til et punkt hvor jeg tror, både Morrissey og Marr kunne drage stor kreativ fordel ved en genoptagelse af deres engang så fantastiske samarbejde. Ikke at et nogensinde kommer til at ske, naturligvis.

  3. Som solokunstner har Morrissey post-Smiths vel egentlig overpræsteret, hvorimod Marr på egen hånd fremstår sært uforløst, som om han aldrig fik realiseret sit potientiale. Når man sammenligner med hvad næsten jævnaldrende Damon Albarn har præsteret er det nærmest tragisk at Marr er endt som kedelig guitarhero for rockisterne på Mojo, Uncut etc.

Skriv et svar