Jonathan ved

Jonathan Richman fra Boston, Massachusetts har begået mange enestående ting i musik. Mest kendt er han for sit tidlige Velvet Underground-fanband The Modern Lovers’ single ‘Roadrunner’, der var en garageenkel, glasklar og velkommen inspirationssang for de tidlige punkbands. Men også en lang efterfølgende karriere, der ofte har været båret af næsten barnlig naivistisk livsglæde, har budt på de stærke sange, der fortjener et langt større publikum, end Richman’s kultstatus har givet dem mulighed for. En af dem er ‘That Summer Feeling’ fra 1983, et bittersødt kys af sommer, længsel og tabt uskyldighed; “…When even fourth grade starts looking good which you hated / and first grade’s starts looking good too which is overrated / and you boys long for one little girl that you dated / do you really long for her or for the way you were / cause that summer feeling shall haunt you / the rest of your life…”. De af jer, der klarer den helt til slutningen af sangen her, vil opleve Jonathan i akavet TV-selskab med bl.a. Dead Kennedys’ Jello Biafra og John Cale. Men det er bare en bonus…

Skriv et svar