Det lyder lidt som Bright Eyes’ skælvende Conor Oberst der synger for The Pogues på en af deres klassiske tårepersere. Og det lyder også af, at Iceage/Vår/Marching Church-frontstjernen Elias Bender Rønnenfelt har taget sig gevaldigt sammen som sanger og lært ramme de toner, han så skødesløst kaster sin stemme afsted efter. Faktum ialfald, Marching Church’s nye single ‘Christmas On Earth’ er en fornem og medrivende klassisk julesang med singalong-horn, klaver-guirlander og det helt rigtige balancepunkt mellem det sødladne og det hjerteskærende. Men så handler sangen jo faktisk om en fraskilt far, der kidnapper de børn, han har mistet retten til at se, intet mindre. Singlen kan bestilles på enten rød eller grøn vinyl hos Sacred Bones i USA. Måske den endda når at komme inden jul…
