Kan nyromantikere blive gamle?

Verdens mest underkendte band?! Måske er det skotske Simple Minds. Isåfald er det dog helt deres egen skyld. Mellem 1979 og 1982 udsendte Simple Minds en række plader, der placerede dem i allerforreste række. De var informerede børn af Bowie og Roxy, og som sådan toneangivende indenfor den mere modernistiske del af postpunken. Udsendte musik der lød af en oprunden lys fremtid, hvis elektroniske flader og indhold aldrig var hørt mage til. Ja, Simple Minds tog i flere gyldne sæsoner rockmusikken helt nye steder hen. Var bandet forsvundet fra jordens overflade efter New Gold Dream-mesterpladen i 1982, ville de have stået som et af de store britiske bands. Men ak, istedet blev Simple Minds hurtigt en grum antitese til alle disse løfter om en ny, løfterig og anderledes musik. Om det var den stigende popularitet eller bandkemi skal ikke kunne siges, men chokerende hurtigt bevægede Simple Minds sig ned på den slagne vej, til oppustet stadionrock af værste skuffe. Publikummet blev langt større, men kvaliteten forsvandt helt og aldeles. Siden er det trods sikkert behjertede forsøg aldrig lykkedes Jim Kerr og co. at genfinde blot skyggen af den magi, der nærmest som en selvfølge lå over bandets musik i de tidlige år. Det gjorde ondt dengang at se Jim Kerr, der havde været sådan en lysende frontmand, miste sin ynde og blive et højtråbende tågehorn. I dag fylder han 59 år og er som sanger inderligt ligemeget. Men med Kerr som 23-årig var sagen satme en anden…

3 tanker om “Kan nyromantikere blive gamle?”

  1. Det er selvfølgelig korrekt, og i den sammenhæng bør der også reklameres for Mark Hollis’ soloalbum. Tænker dog stadig de fortjener større anerkendelse, som et band, der gik helt deres egne veje. Tror helt sikkert du har ret i, at bandet har mange passionerede tilhængere. Og på sin vis lidt ærgerligt, hvis stærke kunstnere som Mark Hollis & Michael Stipe føler de ikke har lyst til at skabe ny musik.

  2. Nej, Talk Talk har masser af tilhængere, der brændende taler deres sag. Og der er et alment skær af beundring over den vej de tog, modsat næsten alle andre, fra hitlydende synthpopband til kompromisløs indadvendthed.

  3. Jeg kan nu stadig godt lide Belfast Child:0) og titlen som mest underkendte band må altså undisputed gå til Talk Talk:-)

Skriv et svar