Kent – "The Hjärta & Smärta EP"


Kent er tilbage! På den nye 5-sangs udgivelse “The Hjärta & Smärta EP” fremstår Berg & co. igen levende, relevante, nødvendige. Væk er det massive fæstningsværk, forårets “Du & Jag Döden” byggede op. Den plade kom med en distanceblændende stor lyd, som aldrig lukkede lytteren ind i Kent’s intime nærhed. Og på afstand var det vel kun åbningsnummeret og slutsangen, der havde arkitektonisk klarhed nok til at kunne stå ud og begå sig.

De ting står først klart nu, hvor den nye EP skærer dem ud i pap. For pludselig lyder Kent atter rørende. Siden “Hagnesta Hill” har dette kun sjældent været tilfældet. Snarere end at kommunikere, har Joakim Berg’s sange mest af alt fremstået som velgennemtænkte øvelser over, hvordan et meget populært rockband konsoliderer sin position. Eller sagt på en anden måde: Kent har virket hæmmet af egen succés.

Så meget desto mere befriende at høre den “nye” lyd på “The Hjärta & Smärta EP”. Genforenet med Nille Perned, produceren fra de første to albums, lykkes man endelig igen med at få små nuancer i musikken til at fungere. Og om det så er i børnekoret på “Dom Som Försvann”, i de luftige keyboards på “Månadens Erbjudande”, i Berg’s hviskende sang, eller i lysende Sami Sirviö’s guitarfigurer, findes der nu overalt atter en organisk tilstedeværelse af den helt specielle nordiske melankoli, vi alle oprindelig faldt for hos Kent. Disse fem sange er personlige breve – tak for dem og velkommen hjem!

7 tanker om “Kent – "The Hjärta & Smärta EP"”

  1. smølle, jeg har også enkelte gange haft indlæg der ikke gik igennem som ønsket – og når jeg forsøgte at sende det igen fik jeg at vide, at “det har du sagt én gang”…uden at indlægget var at finde på siden. Jeg ved ikke om det er en børnesygdom som Pastoren eventuelt kan kurere.

  2. Her er endnu en der vil med til at forsvare Du & Jag Döden, for jeg har nu heller ikke noget problem med at spadsere gennem den port der står på vid gab til det ‘massive fæstningsværk’. ‘Rosor og Palmblad’, ‘Du är ånga’, ‘Den döda vinkeln’, og ikke mindst ‘Klåparen’ rører i hvert fald mig, piller på nærgående vis ved det der er tilbage af mit blødende teenagehjerte. Og hvad angår ‘Mannen i den vita hatten’ – den er helt enkelt et bud på årets sang.

    At putte den ind i Vapen & Ammunitions hitskabelon kan jeg slet ikke se baggrunden for, de kunne vel knap være mere forskellige i lyd og i stil, hvis det stadig skulle være det samme genkendelige band?

    Personligt synes jeg så også at sangene på D&JD bare er langt stærkere end på ep’en, ikke at ep’en på nogen måde er dårlig – den lyder bare lidt som det der blev tilovers. Ingen af de fem sange crasher ind på min Ultimate Kent-2cd-opsamling, selv om ‘Dom som försvann’ kommer tæt på… det siger noget om Kents brilliance at de kan få et barnekor af alle ting til at fungere. Det hjælper så også, at man lader dem synge til Jocke Berg: “Man blir trött på ditt jävla gnäll” – ingen skal vist sige at han ikke har selvironi 🙂

  3. Hey Eddie, jeg tror vist du er efter mig tilsidst i dit indlæg, så jeg svarer lige igen:-)

    Jeg har intetsomhelst mod hverken god eller stor lyd. Hører f.eks. selv i disse dage “Rosenrot”, den nye med Rammstein, og dens gennemproducerede, hyperelektroniske soniske univers får sgu’ til sammenligning både Kent og Coldplay’s udgivelser til at lyde som flygtige demo-indspilninger.

    Så drop den snak om det finkulturelle, og det snobberi du antyder ligger til grund for, at vi var nogle som gik skuffede fra en ligegyldig Coldplay-koncert. Musik er en subjektiv størrelse – heldigvis! – og man behøver ikke mistænkeliggøre motiverne på de, der ikke oplever og føler som en selv.

    “Årets mest lækre artwork” kalder du “Döden”. Det forsatår jeg slet ikke. Mig, jeg synes det ligner noget Lars Lilholt måske kunne have udsendt. Så er jeg faktisk mere til det seneste Coldplay-artwork, som i den grad ligner et Peter Saville-designet New Order-cover. Og så er ringen her vel sluttet, for New Order, de var – og er – alt andet end tilbageholdende med at benytte masser af “polish” og maskinel understøttelse. Og det synes jeg er suverænt, for de bruger den med suverænt overblik til udelukkende at forstærke sangenes udtryk og grundfølelse. Her synes jeg personligt både Coldplay, Kent og et ikke alt for fjernt orkester kunne tage lidt ved lære:-)

  4. Lad mig bare erkende, at jeg ikke har hørt den nye EP, hvilken jeg naturligvis skammer mig over. Men det skal nu ikke forhindre mig i at kommentere de forskellige betragtninger. Jeg er langt hen ad vejen enig med Rozzer i betragtningerne om ”DOJOD”. Den cd kommer til at ligge meget højt, når historien om årets cd’er skal skrives hjemme hos mig. Jeg forstår ikke påstanden om en ”hit-skabelon” når man taler om denne cd. Den indeholder vel netop ingen af de ”vold-hits”, som både Hagnesta Hill og Vapen & Ammunition indeholdt?!? For mig har ”DOJOD” netop været en af de cd’er, som efter en lidt træg start bare er vokset for hver gennemlytning. Og må det være mig tilladt at tage et lille sidespring, ja så skader det vel heller ikke, at man har at gøre med årets mest lækre artwork…

    Mht til lydbilledet vil jeg gerne medgive, at de seneste par cd’er har været storladne ”fæstningsværker”, men jeg synes nu ikke, at det har forhindret mig i at nyde nogle gode sange. Vellyd og produktion er ikke negative størrelser for mig, når ikke det udelukkende er en erstatning for gode sange. Men der er jo åbenbart strømninger indenfor musikken, som netop nu går mod at tingene skal strippes ned til et mere akustisk lydbillede. Det mærkede man jo eksempelvis også i kommentarerne til Coldplay-koncerten, som ikke skulle helt op at ringe af netop denne grund. Helt finkulturelt er den slags jo ikke….

    Men måske findes der bare folk, som har brug for at gennemløbe en form for katarsis, når det gælder lyd? Jeg kan da stadig huske et ikke alt for fjernt orkester, som godt nok er opløst/pauset, men som ikke var tilbageholdende med at benytte masser af “polish” og maskinel understøttelse 🙂

  5. Jeg er delvis enig i jeres betragtninger Jens og Anders.Dog mener jeg at “du og jeg og döden” er et langt mere helstøbt album end eksempelvis V&A. “DOJOD” er ganske vidst storslået episk produceret, men lige på dette album, finder jeg ikke at Jockes sange drukner, som de gjorde på V&A. “DOJOD” er én af de skiver der har ramt mit anlæg hyppigst i dette år. (sammen med en hvis Hr.Unmacks)Og jeg finder langspilleren ligeså nærværende og fordybene som den fantastiske EP. Selvfølgelig kan det høres at udtrykket er blevet mere minimalistisk og især Samis guitar er kommet langt mere enkelt frem i lydbilledet, og jo dette klæder Kent. Men jeg syntes så at “DOJOD” havde andre kvaliteter, som langspiller – At alle sangene derpå klædte hinanden og ikke var sange uden egentlig tilhørsforhold, hvilket var tilfældet med “V&A”.

    Men sådan er smag jo så forskelligt – og tak for det!

    Vil på Anders` anbefaling tjekke A-HA ud.

    Btw. Jens ikke meget man så til dig i lørdags på kanal 5, men det vi så var super fortrinligt. Store Larsen var intetsigende som altid.
    Alonso og Stevie G stjal overskrifterne med to dejlige vigtige mål, hvilket fik undertegnets tømmermænd til at fordufte. Og en AaB sejr igår over mægttige Brøndby.Ganske god weekend, var det.

  6. Hmmmmm… det forstår jeg slet ikke. Men måske er det et spørgsmål om tilfældigheder, hvordan man bliver ramt af selv forskellige detaljer fra samme band. Jeg synes de to seneste albums er usammenlignelige på alle måder, og Du & jag Döden er for mig én lang tale til følelserne (hvor forgængeren mere og mere fremstår som ersatz-Kent langt under deres klasse). ‘Du är ånga’, ‘Roser & palmblad’, ‘Romeo återvändar ensam’, ikke mindst den fantastiske ‘Klåparen’ – fantastiske sange, blandt Kents allerbedste, og tekster der, sortsynede som de nu er, henvender sig direkte til det der er tilbage af mit blødende teenagehjerte nu 🙂

    Jeg synes nok man bliver lukket ind der, ligesom i øvrigt på ep’en, der holder klassen fra albummet; alene at de kan bruge et børnekor uden at man krummer tæer er utroligt! Og jeg gad i øvrigt også gerne have haft et helt album til, lige med det samme…

  7. Helt enig! Det virker til, at Jokke Berg har gemt den lidt for gennemtænkte “hit”-skabelon væk, som har præget de to seneste album. To album som sjældent rammer min cd-skuffe i modsætning til for eksempel Hagnesta Hill og den noget oversete Verkligen… Som tidligere skrevet på nærværende hjemmeside synes jeg at Kent på “Dom Som Försvann” og ikke mindst “Vi Mot Världen” rammer noget helt specielt og ubeskrivelig fedt – det eneste jeg vil brokke mig over i den forbindelse, er at det kun blev til en EP!!!
    Noget andet og mindst lige så glædeligt er, at de norske gutter i a-ha nu kommer på gaden, med et album der er klasser bedre end det seneste. De har – som kent på EP’en – droppet de forudsigelige hits og gået efter helheden! Weltklasse!

Skriv et svar